Når man ser tilbage, er det bedst, at man gør det med det formål i virkeligheden at kunne se længere frem.

Er det sådan, det er med udviklingen i vores byer og for den sags skyld i de fleste storbyer i verden?

Modernismen var et opgør med det byggeri der havde understøttet de store sundheds- og sociale problemer, der jo egentlig opstod af helt andre årsager end byggeriet.

Modernismen blev i 1950’erne og 1960’erne brugt – måske misbrugt – til at løse de store nye sociale problemer, der opstod i kølvandet på Anden Verdenskrig. Stor befolkningstilvækst og hastig udvikling i byerne med stor tilflytning fra land til by som følge.

Men mange syntes, at de nye bymiljøer i udkanten af de historiske bykerner havde en skala og en struktur, der var helt anderledes end det, der gennem århundreder havde eksisteret i de gamle byer.

I 1970’erne og 1980’erne opstod der en række arkitekturretninger, der satte sig op imod det. Rationalisterne Aldo Rossi og Mathias Ungers var nogle af dem: De satte sig for at tage udgangspunkt i den oprindelige europæiske by.

Vi var nogle, der dengang reagerede mod det og søgte ’det gode i funktionalismen’. Verden udviklede sig lige så meget som i begyndelsen af århundredet, og svaret var ikke et retrospektivt, konservativt byggeri bygget efter de gamle historiske dyder.

Nej, svaret var en ’ny’ modernisme, der repræsenterede et samfund med en voksende digital udvikling, mange nye medier og teknologier samt et hastigt voksende globalt miljø. Altså så vi på hightech, konstruktivisme og meget andet. Vi hyldede Kraftwerk og Kliché.

Men havde vi ret? Nu står vi jo midt i det.

Nej, nu tror jeg ikke mere, vi havde ret.

Tja, så er det, vi må se tilbage for bedre at kunne se fremad.

Rigtig mange stjernearkitekter, også danske, er blevet medlemmer af arkitekturens globale fællesskab.

De bygger over hele verden, de bygger i de gamle byer, de bygger i bjerge og i landskabet. De bygger moderne – højt og effektivt ’digitalt’ byggeri. De bygger det over hele kloden.

Det, vi ofte ser, er store, monstrøse, modernistiske værker, der totalt mister grebet, konceptet og forholdet til stedet. Se bare det moderne London og Frankfurt.

Vi er ved at sætte den europæiske by over styr

En af dem, der holder skansen mod denne udvikling, er den schweizisk-tyske arkitekt Max Dudler. Jeg baserer derfor grundlæggende mine argumenter på Dudlers synspunkter og arkitektur.

Vores byer er dannet af byens huse. Deres proportioner, deres udtryk, deres farver, deres materialer og deres struktur. De danner væggene i gaderne, på pladserne, i gyderne og i parkerne,

De danner et historisk fundament, vi har levet med i århundreder. Folk fra hele verden strømmer (før pandemien) til de europæiske byer, fordi de kan noget, som byer i andre dele af verden sjældent kan.

Det kan vi sætte over styr ved at fokusere på modernitet og eget udtryk fremfor koncepter og harmoni.

Kontrasten mellem urbanitet og landskab er grundlæggende. Huset står imod landskabet, det er dybt indskrevet i europæisk kultur.

Byen udgør udgangspunktet i en dialektisk dialog mellem landskab og by, hus og by, rum og flade, offentlig og privat. Derved udgør den en væsentlig del af vores virkelighedsopfattelse. Det hierarki, der derved opstår, udgør den by, som vi kender og har levet med i århundreder.

En opløsning af det urbane rum i et teknofikseret bylandskab, som vi ser det i mange arkitekters projektforslag for tiden, vil ødelægge kontrasten mellem bygninger og landskab og derefter føre til opløsningen af det urbane rum og den urbane selvopfattelse – og endelig fører det til opløsningen af byen, som vi kender den.

Det opløste rum betyder ofte, at vi ikke føler os trygge. Især når skalaen brydes, og der bygges kæmpe monumenter i højden. Hierarkiet opløses, og vi kommer let til at føle os uvelkomne.

Det er den største fare for vores byer.

Arkitekter, se op!

Hvis alt er muligt, og enhver arkitekt altid vil være lidt mere speciel, sker det let. Omvendt bør arkitekter se på, hvad byen historisk har bragt, og hvordan den kan videreføres.

Ellers kommer vort bylandskab let til at bestå af placeringsfrie bygninger, der kan bygges hvor som helst.

Blob, blob, blob, det syder i vores byer, og resultatet bliver let vanskeligt tilgængeligt og uidentificerbart.

Arkitektur griber dybt ind i vores hverdag. Det er et enkelt aspekt, der er meget forsømt – af arkitekter, men også af brugere. Individuelle aspekter betragtes ofte som absolutte. Så det fører til vanvittige vrangforestillinger om byliv, der baserer sig på den begivenhedsarkitektur, vi ser vokse frem.

Om man vil, mangler vi virkelig en bygningskultur, der forstår helheden i byen og befolkningen i den og med det kvalitetsliv, der kan være og opstå i den.

Disse synspunkter kommer let til at lyde, som om de kommer fra en repræsentant for en gammel generation, der lider af techforskrækkelse og udviklingsangst.

Men egentlig er formålet at byde op til dans. En dans hvor man lytter til musikken, ser hinanden i øjnene, hilser på hinanden i respekt og sammen med de andre dansere skaber en helstøbt fælles oplevelse i stedet for bare at se ned på ens egne fødder og koncentrere sig om egne trin.