Tag: modernisme (Side 2 af 4)
Bystyret i Gøteborg kræver forandring. Det er slut med modernistisk byggeri. Se ca 11 minutter inde i denne video:
Vi har dette indlæg i Berlingske:
Der er ikke nogen skinger tone hos os, Holger Dahl.
Den 12/3 skrev Holger Dahl her i avisen, at han var glad for Arkitekturoprøret, men ”ikke så glad for den tone og hele det tankesæt, folkene bag facebooksiden promoverer”. Sådanne folk findes ikke. Vores Facebookgruppe er et åbent forum, hvor alle kan sige deres mening om byggeri. Ingen styrer noget som helst. Der er 11.500 medlemmer af gruppen, og de har mange forskellige meninger. Vi er nu i 13 lande med mellem en kvart og en halv million følgere på de sociale medier. Men Holger Dahl kalder gruppen for ”et skingert ekkorum, hvor en lille gruppe mennesker støtter hinanden i at mene det samme og det samme og det samme i et evigt selvforstærkende loop.” Det ligger meget fjernt fra vores egen selvopfattelse.
Han skriver videre: ”Men når Facebookgruppen Arkitekturoprøret holder sin årlige afstemning om Danmarks bedste og værste arkitektur, udbasunerer den øjeblikkeligt resultatet som den skinbarlige sandhed – som folkets stemme. Og det er synd. Både for arkitekturen og for folket.”
Er det virkelig? Det er vel rigtigt nok en slags folkets stemme, (som alt for sjældent høres). Og vi meddeler bare resultatet. Det samme gjorde Berlingske, da avisen lavede en afstemning om det grimmeste byggeri i København i 2020.
Vi har startet debatten om et opgør med ”modernismen” (hvormed vi i alle landene mener den byggestil, som har domineret i de seneste 70-100 år). På vores hjemmeside ligger hundredvis af artikler, hvori vi undgår at skrive om arkitektur, men koncentrerer os om begrebet bymiljø. Vi undgår også helst påstande om, hvad der er grimt eller smukt. I modsætning til Facebookgruppen er hjemmesiden under stram styring. Her står kun, hvad vi ”officielt” går ind for. Der er ikke nogen skinger tone. Og selv om vi i løbet af de seneste fire år har været i så godt som alle landets medier, er der ingen, der har tilbagevist vores argumenter. Arkitekterne har været bemærkelsesværdigt tavse. Måske fordi de også inderst inde er trætte af modernismen og længselsfuldt venter på at kunne frigøre sig og bygge i mere klassisk stil uden at skulle hånes af fagfæller. For meget tyder på et snarligt tøbrud: modernismens tid er forhåbentligt snart omme.
Holger Dahl skriver: ”Arkitektur er i sagens natur en meget fysisk og meget sanselig kunstart (…) som man bliver nødt til at være fysisk i nærheden af for at kunne danne sig en mening om”. Det bestrider vi ikke. Men bymiljø er et mere jordnært begreb, som de fleste kan blive enige om. Ingen vil vist påstå, at bymiljøerne i de mange forstadskvarterer, som modernismen har skabt, er lige så gode som dem i de ældre kvarterer. Det handler mindre om æstetik, og mere om trivsel, tryghed og velvære. Er arkitekter uddannet til at vide mere om det end vi andre? Næppe. Men vi byder dem (og naturligvis særligt Holger Dahl) velkommen til at tage del i debatten.
Jep Loft
Formand for Arkitekturoprøret.
Vi har dette indlæg i Berlingske:
„Berlingskes arkitekturskribent, Holger Dahl, har for nylig udgivet en interessant, anmelderrost bog med titlen ’Drømmenes København’. I den udtrykker han sin mening om 19 arkitekturprojekter, der aldrig blev realiseret.
Jeg glæder mig sammen med Holger Dahl over, at Søringen blev stoppet, og at Ritt Bjerregaard ikke fik alle de mange højhuse, som hun ønskede. Og jeg begræder ligesom Holger Dahl den ulykkelige sanering af Adelgade og Borgergade.
Men et gennemgående tema i bogen er beklagelse over de projekter, der ikke blev realiseret, fordi folkestemningen var imod. Holger Dahl skriver: ”Den evigt irriterende, stemmeskabende stemning er suverænt den mest ødelæggende kraft i udviklingen af København. Og politikere, der overdrevent frygter den selvsamme stemning, er en lige så klar nummer to.” I et kapitel om ”Teaterfuglen” på Kgs.Nytorv betegnes modstanderne af projektet som ”rasende og hændervridende”. Og i et afsnit om den københavnske modvilje mod højhuse tales der om en storm af rasende protester, som medførte, at frygtens gummiarm helt automatisk meldte sig blandt de folkevalgte på Rådhuset.
Jeg tilhører selv den irriterende og hændervridende flok, der har kæmpet imod adskillige af de projekter, hvis forlis Holger Dahl beklager. Måske har jeg endda været én af de allermest irriterende. Jeg har været med til at arbejde for bl.a. at afværge en parkeringskælder og Teaterfuglen på Kgs. Nytorv og senere Norman Fosters skyskraber i Tivoli.
Jeg er uenig med Holger Dahl, når han mener, at folkestemningen har ødelagt udviklingen af København. Hvis man vil udvikle byen, bør man skabe nye bykvarterer med et bymiljø, der er lige så attraktivt som de ældre bydeles. Det er ikke lykkedes i de seneste 100 år. Det kan nås endnu i Jernbanebyen på Vesterbro – et centralt beliggende område, der er lige så stort som hele Middelalderbyen. Men den foreliggende plan vil skabe et atmosfæreløst forstadskvarter som de andre, vi har fået, siden modernismen vandt indpas.
Man bør beskytte og bevare den begrænsede del af byen, der fungerer så godt. Man bør Ikke eksperimentere på Kgs. Nytorv eller rive Paladsteatret og Søpavillonen ned – vi får aldrig noget lignende igen. At H.C. Andersen Slottet i Tivoli ifølge Holger Dahl er forlorent og historisk helt ligegyldigt, retfærdiggør heller ikke nedrivning. Det passer jo til det, som han kalder Tivolis ”tegneseriestil”, og det er den, som hundredtusindvis af mennesker værdsætter. Norman Fosters Skyskraber ville kræve nedrivning ikke bare af slottet, men også af Tivoligardens kaserne og det gamle konditori (som nu er trattoria). Det nordøstlige hjørne af Tivoli ville være blevet modernistisk – måske en drøm for arkitekter, men næppe for den brede befolkning.
De nævnte projekter ville ødelægge noget eksisterende, som mange værdsætter. Det bør der tages hensyn til. Folkestemningen er ikke ligegyldig. I Arkitekturoprøret er vi glade og taknemmelige, når politikerne lytter. Hellere gummiarm end jernnæve.
Jep Loft‟
Vi har dette indlæg i Jyllandsposten:
„Der tales for tiden ofte om elitens saloner. Jeg formoder, at der tænkes på fora, hvor mindre grupper i overbevisning om egen fortræffelighed træffer beslutninger uden at interessere sig for den brede befolknings ønsker. I så fald kan jeg bekræfte salonernes eksistens. De findes dér, hvor man bestemmer over byggeriet: i bedømmelsesudvalg, ekspertgrupper, kommunale forvaltninger – og på arkitekternes tegnestuer.
I befolkningen er der en udbredt træthed (eller ligefrem fortvivlelse) over det atmosfæreløse boligbyggeri. Jeg er overbevist om, at denne holdning deles af et solidt flertal. Jeg kan ikke bevise det, men der er heller ingen, der kan bevise det modsatte. Hvis man antager, at mindst halvdelen af befolkningen synes, at forstæderne er kedeligere end de ældre bykerner, kunne man så ikke forvente, at kun halvdelen af nybyggeriet var i den sædvanlige modernistiske byggestil, og at den anden halvdel var i en mere hyggelig og klassisk byggestil? Men sådan forholder det sig jo ikke. I salonerne bestemmer den faglige elite, at det, som mange mennesker helst vil have, er ”pastiche”. Det er ikke fint.
Noget lignende ville aldrig kunne ske med biler, møbler, tøj eller fødevarer. Der bestemmer markedet, og udbyderne må indrette sig efter befolkningens ønsker. Men der er ikke frit forbrugsvalg i boligmarkedet; man må tage det, der findes dér, hvor man gerne vil bo. Derfor kan den herskende klasse slippe af sted med at gøre, som det passer den.
En af de værste ”saloner” er Teknik- og Miljøforvaltningen i Aarhus Kommune. Mon ikke et flertal af byens borgere gerne vil passe på byens fine bymiljø? Det har tilsyneladende ikke bekymret forvaltningen. Kommunen har tilladt nedrivning af 60 bevaringsværdige huse i perioden 2016-2021 med den begrundelse, at husene jo ikke var fredede. I stedet for de hyggelige gamle huse kommer utilpasset modernistisk byggeri.
Saloner er således ikke et specielt københavnsk fænomen.
Jep Loft
Formand for Arkitekturoprøret.‟
Den kommende „Perlerække‟ i Jernbanebyen.
Vi har denne kronik i Politiken:
„Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen har for nylig nedsat en ekspertgruppe, som skal give Folketinget input til en ny, national arkitekturpolitik. Arkitekt Lene Tranberg er udpeget som formand for gruppen. Ministeren udtaler, at hun ikke mener, at vi som samfund er gode nok til at udnytte det potentiale, arkitekturen rummer til at forbedre vores liv og byer. Heri må man give hende ret.
Ekspertgruppen vil sikkert komme med gode forslag om f.eks. begrønning, materialevalg og klimahensyn. Men når det drejer sig om skabe livlige og aktive bymidter, kan man næppe forvente initiativer, der kan ændre på tingenes sørgelige tilstand. Medlemmerne af gruppen er hovedsageligt folk fra byggebranchen, som selv har et medansvar for årtiers trist byggeri, og som mig bekendt ikke i nævneværdig grad har bidraget til de senere års debat om beskyttelse og vitalisering af vores bymiljøer.
I 2009 skrev arkitekt og professor Christoffer Harlang: ”Trods de bedste intentioner har moderniteten i det 20. århundrede skyllet som en tsunami af ødelæggelse hen over klodens overflade og forvandlet naturforekomster, bystrukturer og kulturlandskaber til et kaos af identitetsløse forstadskvarterer (…) På intet tidspunkt i menneskets historie har en så omfattende destruktiv adfærd fundet sted (…) Måske vil det tyvende århundrede især blive husket som ødelæggelsens epoke, skønhedens nederlag og rummets deroute.”
Arkitekturoprøret har i en årrække kæmpet for at bringe disse ødelæggelser til ophør. Vi tvivler ikke længere på, at der er bred støtte i befolkningen til ønsket om et opgør med den modernistiske byggestil og byplanlægning for i stedet at vende tilbage til den mere menneskevenlige byggetradition, som var almindelig indtil for 100 år siden. Men byggebranchens fagfolk synes desværre at holde stædigt fast i den tankegang, der har ført til ødelæggelser og kedeligt nybyggeri, og intet tyder på, at ekspertgruppen vil levere den nødvendige nytænkning.
Men man bør jo ikke opgive håbet på forhånd. Hvis gruppen når til en erkendelse af byggebranchens svigt, og hvis den virkelig ønsker at ændre på tingenes tilstand, vil den måske komme til at diskutere ofte hørte udsagn som de ti, der følger nedenfor. Her kommer min mening om dem.
- Det er ikke arkitekternes skyld.
Jo, desværre. De deler ansvaret med andre, men modernismen er ikke opfundet af bygherrer, developere eller kommunale forvaltere. Op til Første Verdenskrig var mange af tidens førende arkitekter tilhængere af en tilbagevenden til en tidløs, dansk bygmestertradition. Men funktionalismens komme førte til en radikal omvæltning, og med den kom en kultur, der har hånet de uvidende lægfolk og udskammet de fagfolk, der har formastet sig til ikke at følge trop. Hvis nogen har bygget et hus i en mere ’gammeldags’ stil, har det omgående fået prædikatet ”pastiche”. Gid dette mobberi snart måtte ophøre. Bilindustrien producerer biler efter klassiske modeller fra 1950’erne og 60’erne, fordi de er smukke og populære; hvorfor skulle byggeriet ikke kunne gøre noget tilsvarende?
- Det er bygherrernes skyld.
De har et medansvar, men her ligger et mysterium. De er vel som oftest interesserede i at tjene penge, og de ved godt, hvad en god beliggenhed betyder for værdien af deres nye ejendom. Alligevel har de årti efter årti bygget triste forstadskvarterer. Det er ikke en naturlov, at forstæder skal være kedelige, og at de gode bymiljøer kun må findes i de ældre bykvarterer. Men den tanke er åbenbart ikke faldet bygherrerne ind, at de selv kunne skabe værdi ved at skabe rigtige, nye bykvarterer. De har fået dårlig rådgivning, og også her har arkitekterne svigtet.
- Det er arkitektuddannelsernes skyld.
Ja. Ubetinget. Undervisningen har været mangelfuld. Man har åbenbart ikke undervist i begrebet bymiljø. Det er sammenhæng og harmoni, der skaber gode byer, og det har de studerende tilsyneladende ikke lært. Hensynsløst nybyggeri i de ældre kvarterer har været normen. Oveni har kulturen på arkitektskolerne ført til en elitær holdning blandt arkitekter. De toneangivende blandt dem har isoleret sig fra den brede befolkning. De har lovprist sig selv og hinanden, uddelt hædersmedaljer, og i øvrigt været uinteresserede i folks fortvivlelse over de ødelæggelser, de har været med til at forvolde.
- Det er developernes skyld.
De har et medansvar, men det er samfundet, der bør holde dem i ave. De ønsker at tjene (hurtige) penge, og det er der i princippet ikke noget forkert i. De vil ofte være uden sans for eller kærlighed til de bymiljøer, de er med til at ødelægge, når de får øje på et hus, der kan nedrives og erstattes af et større. Men det er en samfundsopgave at beskytte de gode bymiljøer med områdefredninger og bevarende lokalplaner. Hvis developerne på forhånd ved, at det er forbudt at skade et bymiljø, vil de nok søge et andet sted hen efter nye byggeprojekter.
- Det er politikernes skyld.
Politikerne har et medansvar. De er først nu ved at indse, at behovet for beskyttelse af bymiljø og naturmiljø er ligeværdige. Planloven har til formål, at der skabes og bevares værdifulde bebyggelser, bymiljøer og landskaber. Men man har kun bekymret sig om landskaberne. Fredningsloven fungerer dårligt, og kommunerne har fået ansvaret for at beskytte de bevaringsværdige huse – en opgave, som de ikke har kunnet magte. Mens Frankrig og Italien er forbilleder, når det gælder beskyttelse af kulturarven, har jungleloven hersket i Danmark. Et skræmmeeksempel er Aarhus, hvor forvaltningen af kulturarven er kommet helt ud af kontrol; kommunen har tilladt nedrivning af 60 bevaringsværdige huse i perioden 2016-2021 med den begrundelse, at husene jo ikke var fredede.
- Det er forvaltningernes skyld.
Ja. De bærer et betydeligt ansvar. En forvaltning bør ikke bare læne sig tilbage og vente på, at politikerne bestemmer, hvad der skal gøres. Det har politikerne ikke forudsætningerne for. På naturmiljøets område har der været ildsjæle i forvaltningerne, som har vejledt politikerne og derved hjulpet gode beslutninger frem. På bymiljøets område har ildsjælene været alt for få. De kommunale forvaltninger kunne spare mange ressourcer, hvis de værdifulde bykvarterer blev beskyttet af bevarende lokalplaner. Derved ville bevisbyrden blive vendt, så developere i udgangspunkt får nej til nedrivninger uden videre sagsbehandling.
- Hvis bare det er god arkitektur, er det godt.
Nej. Desværre. Arkitektur er et akademisk-teoretisk begreb, som forvaltes af fagfolk. De har i årevis bedømt det enkelte hus isoleret fra dets omgivelser og uden hensyn til, om det har gjort skade og forringet bymiljøet. Nationalbanken har været berømmet som stor arkitektur, men den ødelagde et fint og velfungerende bykvarter, som nu er livløst og mennesketomt. Omvendt er de bedste bymiljøer skabt af bygmestre, der sandsynligvis har anset sig selv for håndværkere snarere end kunstnere. Og alle sejl var sat til, da Ørestad blev planlagt og bygget; men arkitekterne formåede ikke at skabe andet end endnu en kedelig forstad. Det er heller ikke et spørgsmål om ”smag og behag”. Et provokerende byggeri som BLOX gør mange mennesker fortvivlede, fordi det forstyrrer harmonien i den smukke Frederiksholms Kanal. Man kunne have bygget BLOX et andet sted, hvor det passede bedre til omgivelserne.
- Det handler om penge.
Det virker som en dårlig undskyldning. Det såkaldte ”vartegnsbyggeri” er utvivlsomt langt dyrere end mere traditionelt byggeri. Mange af de trivielle nye kvarterer på landets havne er luksusbyggeri. Karrébyggeri (som skaber gode byrum) er ikke dyrere end punkthuse og boligblokke (som skaber dårlige byrum). Højhusbyggeri må også være dyrere og mere energikrævende end normalt byggeri i 4-5 etager. De københavnske brokvarterer har fremragende bymiljøer; de er bygget for mennesker med få midler. Det samme gælder for de fleste huse i den bevarede del af Københavns Middelalderby, som tilmed er noget af det flotteste i Verden. Genopbygningen af København efter englændernes bombardement i 1807 skete, mens Danmark var så fattigt som nogensinde, og alligevel kunne man bygge smukt. Arkitekturoprørets afstemninger har kåret traditionelt byggeri i Svendborg og Faaborg som det bedste i 2020 og 2021. Det har næppe været specielt dyrt. Og eftersom beliggenhed er det væsentligste for værdien af et hus, burde det under alle omstændigheder være pengene værd at investere i et godt bymiljø, som fører til bedre trivsel for beboerne.
- Når tiden går, vænner folk sig til det nye.
Måske. Men det er ikke et argument for at ødelægge værdifulde bymiljøer. Vi har også vænnet os til, at dyrearter er uddøde, og at fine naturområder er blevet drænet, bebygget eller asfalteret. Men det kan ikke begrunde en fortsat ødelæggelse af naturen. Det er heller ikke et argument for at skabe triste forstæder, som påvirker beboernes livskvalitet negativt.
- Hvis bare der kommer aktivitet, får vi et godt bymiljø.
Næppe. Det er snarere omvendt: et godt bymiljø tiltrækker liv og aktivitet. Mod butiksdøden vil de fleste byer kæmpe forgæves. De er oppe imod internettet og de store indkøbscentre. Men hvis bykernen er uspoleret, vil den tiltrække turister, udeservering og torvemarkeder, fordi omgivelserne er hyggelige. Og butikker kan ombygges til beboelse med god beliggenhed. Omvendt kan der i nye bydele med supermarked, bibliotek, biograf, kulturhus, restaurant o.s.v. alligevel være trist og atmosfæreløst.
Jeg har ofte undret mig over, hvordan man har kunnet tillade den udvikling, som Christoffer Harlang så rammende har beskrevet. Hvordan har det kunnet fortsætte i så mange år? Og hvorfor er billedet det samme over hele verden? Det kan vel umuligt blive ved. Et flertal i befolkningen ønsker forandring. Den må da komme, og det kan ikke ske hurtigt nok. Så min opfordring til kulturministerens ekspertgruppe er: Kom med over på den rigtige side af historien, inden det er for sent. Sig farvel til modernismen.‟
Læs også her kulturministerens svar på Arkitekturoprørets henvendelse.
Frederiksborg Amtsavis bringer dette indlæg:
„Kære ejere/bygherrer af de kommende ejendomme på Kulpladsen i Helsingør.
Kunne I ikke ændre facaderne på projektet, så de nye huse kommer i bedre harmoni med de enestående omgivelser? Jeres projekt er i modernistisk stil og ligner – så vidt vi kan se – de nye huse på Krøyers Plads på Christianshavn. Det kan måske være smart, men ikke på den plads. Det er rodløst byggeri, som kunne ligge hvor som helst. Husene skal ligge i en meget velbevaret middelalderby, tæt på domkirke og kloster og med udsigt til Kronborg. Kunne I ikke udvise det samme hensyn, som man gjorde, da Wiibroe-grunden ved siden af blev bebygget?
Tiden er nu – endelig efter ca 100 år – ved at løbe fra modernismen. Der er i befolkningen en udbredt træthed over de firkantede kasser, som bygges overalt i landet. Jeres byggeri er ganske vist ikke firkantet, snarere præget af skæve vinkler. Men Arkitekturoprørets årlige afstemninger viser, at de fleste foretrækker byggeri i en mere klassisk dansk byggetradition.
Hvis I indpasser jeres byggeri efter omgivelserne, bliver det en del af et fremragende bymiljø, og derved får både de nye ejendomme og de omkringliggende huse større værdi. Hvis I bygger de påtænkte huse, slår I bymiljøet i stykker. Det vil skabe mindre værdi for jer selv og forringe værdien af nabohusene. Jeres arkitekter tænker sikkert på arkitektur som et akademisk-teoretisk begreb. Men Helsingørs borgere og de kommende beboere er mere interesserede i et godt, sammenhængende og harmonisk bymiljø.
Jep Loft
Formand for Arkitekturoprøret.‟
Link til projektets salgsside.
Det nye Sølund bliver forsinket. Gid det aldrig bliver bygget. Det er trivielt, modernistisk byggeri i tidens deprimerende ånd, uden forståelse for bymiljøet i den enestående Søfront. Bortset fra et par fejlplacerede huse tæt på Åboulevarden er Søfronten et af de smukkeste eksempler på brokvarterernes fine videreudvikling af den danske byggetradition. Brokvartererne i landets store byer blev de sidste bykvarterer, der blev bygget, før modernismen efter Første Verdenskrig vendte alting på hovedet og under påvirkning af arkitekten Le Corbusier indførte det triste forstadsbyggeri som den altdominerende norm.
Søfronten binder Nørrebro og Østerbro sammen. Nørrebro var et arbejderkvarter, og husene var billigt byggeri. Alligevel er det Indre Nørrebro et af byens bedste bymiljøer. Det er et bevis på, at godt byggeri ikke bare handler om penge. Forvandlingen af kvarteret omkring Ryesgade og Ravnsborggade fra et slumkvarter til noget, der kunne ligge i Paris, er en af de lykkelige ting, som de senere års byudvikling har ført med sig.
Alle har vist indset, at saneringen af Den sorte Firkant på Nørrebro var en stor fejl. Uanset hvor miserable boligerne var, skabte de et attraktivt bymiljø. Man burde have istandsat dem, som man senere gjorde på Vesterbro. Nu er Den sorte Firkant noget af det mest triste, der findes i det indre København. Der er ikke brug for mere modernistisk byggeri på Nørrebro.
At få lov at bygge Det nye Sølund burde være en drømmeopgave for enhver arkitekt. At sætte sig ind i stedets fine ånd, indpasse sig efter den og videreudvikle den. At få lov at genskabe en ubrudt sammenhæng mellem Nørrebro og Østerbro. At forbinde det levende gademiljø på den ene side med den vidunderlige søpromenade på den anden side. At skabe sammenhæng.
Men nej. Vi får en forstadsbebyggelse midt inde i det sårbare område. Forstadsbebyggelse som alt det nye langs havnen. Forstadsbebyggelse som den planlagte Jernbaneby. Hvornår begynder man at undervise de arkitektstuderende i at forstå betydningen af sammenhænge og harmoni? Hvornår begynder arkitektstanden at forstå betydningen af begrebet bymiljø? Hvorfor kan de ikke forstå, hvad så godt som alle almindelige mennesker for længst har forstået? 90% af det bebyggede areal er forstadsbyggeri. Kan vi ikke få lov at beholde de få rigtige bykvarterer uden også at forstyrre dem med triviel bebyggelse?
Det gamle Sølund var en rædsel. Det nye bliver ikke meget bedre. Ikke alene forsømmer det muligheden til at blive en del af noget fantastisk. Det nye Sølund vil trampe ind i Søfronten som en elefant i en glasbutik.
Seneste kommentarer