Arkitekturoprøret

Lad os bygge smukt igen

Tag: modernisme (Side 3 af 4)

Gid arkitekterne kunne overvinde deres pasticheangst. Politiken Byrummonitor d. 10/1 – 2022.

10. januar 2022 / / 0 kommentarer

Link til artiklen.

Dette er den fulde ordlyd:

Med blandede følelser ser jeg, at arkitekt Christian Olesens indlæg om ”nye villaers grusomme pastiche og onde, flade kedsommelighed” er det mest læste i Byrummonitor i 2021. Jeg kan fuldt tilslutte mig bedrøvelsen over flad kedsommelighed (som i øvrigt ikke er særegen for villaer – den karakteriserer størstedelen af boligbyggeriet). Det ”flade hus” er ofte trist. Og Christian Olesens råd til dem, der skal istandsætte eller ombygge ældre huse, er værdifulde. Men jeg frygter, at indlæggets popularitet især skyldes angrebet på den ”grusomme pastiche”, og at flertallet af Byrummonitors læsere deler forfatterens afsky.

I artiklen er der et billede af en villa med underteksten ”Det grusomme eksempel på nyklassicisme”. Jeg kan ikke se, at den gør så megen skade. Ud fra akademisk-teoretiske betragtninger er den måske forfejlet. Men den forsøger vel at indpasse sig i en større sammenhæng. I Christian Olesens egen kommune, Gentofte, har Bjarke Ingels tegnet en ny villa på en af sundvejene. Den kan ikke beskyldes for at være pastiche; den råber på opmærksomhed og skiller sig mest muligt ud fra den omkringliggende bebyggelse. Kvarterets beboere er fortvivlede, og jeg er sikker på, at et overvældende flertal blandt dem ville foretrække det nyklassicistiske hus.

I Arkitekturoprøret ser vi tilbage på et år, hvor vi selv synes, at vi er nået langt. På vores hjemmeside ligger ca. 100 artikler, TV-klip og podcasts fra 2021 om eller af os. I pressen har man taget imod os med åbne arme. Og når vi debatterer med arkitekter, er der som regel en høj grad af enighed. De fleste kan se, at byggebranchen har fejlet, og at de nye bykvarterer ikke er blevet til gode bymiljøer. Og mange vil nok være enige i, at planerne for Jernbanebyen på Vesterbro, Kildedal i Ballerup, Stationsbyen i Kokkedal m.fl. også er mere af det samme: kedeligt forstadsbyggeri uden sjæl.

Men når det kommer til at diskutere, hvordan man hellere skulle bygge, skiller fagfolkene sig ud fra ikke-fagfolk. Og her spiller pastichebegrebet muligvis en afgørende rolle. ”Pastiche er forfalskning” skriver Christian Olesen. ” Det grusomme er, at bygningerne forsøger at ligne noget, de ikke er, fra en tid, der for længst er forbi. Det giver et forfalsket indtryk af historien og bygningskulturen”. Han forklarer videre: ”Når limsprosser og andre efterligninger i spartel- eller sprøjtepuds tager plads i vejbilledet, er det ødelæggende for forståelsen af den historiske kontinuitet. Forsvinder troværdigheden i aflæsningen af vores omgivelser, sænkes det kulturelle niveau”. Jeg må tilstå, at jeg ikke ved, hvad sprøjtepuds er. Men for mig er det en detalje. Det er helheden, sammenhængen, harmonien, bymiljøet, der betyder noget. Min forståelse af historien forstyrres ikke af limsprosser.

Jeg formoder, at det er på arkitektskolerne, at de studerende – mens de endnu er unge og let påvirkelige – indpodes en angst og afsky for pastiche, som martrer dem resten af livet. ”Vi skal bygge i vores egen tid” docerer man formodentlig. Og det har så betydet, at man kan blæse på omgivelserne og stedets ånd. Gid man kunne kurere arkitekterne for denne pasticheangst. Vist skal vi bygge i vores egen tid. Men vi skal ikke blive ved med bevidstløst at gentage fortidens fejl. Vores egen tid skal gøre op med 100 års modernistisk vanetænkning og komme videre. Vores egen tid skal tænke nyt.

Og vi kommer kun videre, hvis vi lærer af det, der fungerer, og fravælger det, der ikke gør. Byplanerne må hente inspiration i de ældre bykvarterer. Og byggestilen må lære af det mere klassiske. Der er bygget nok af huse i besynderlige geometriske former. Det er ikke interessant længere, det virker anstrengt, og det skaber ikke gode byrum. Det er også rodløst; husene kunne lige så godt ligge i Kina.

Jeg ønsker ikke vikingeborge, nederlandsk renæssance, barok, rokoko, eller historicisme. Men man kan godt bygge videre på den danske klassicisme, som bygmestre udviklede naturligt gennem århundreder. Vi finder den for eksempel i Københavns indre by, og den er videreudviklet i brokvartererne. Og ville bindingsværkshuse nødvendigvis være en anakronisme? Vi skal jo alligevel til at bruge mere i træ i byggeriet, og bindingsværk har i århundreder været naturligt hos os. I Alperne bygger man i traditionel stil. Det kaldes vist ikke pastiche. Og skulle nogen få den idé at bygge et hus som Lilli Gyldenkildes Torv i en skisportsby, ville turismen blive ødelagt.

I andre brancher lider man ikke af pasticheangst. Bilbranchen udvikler videre på klassiske modeller fra 1950’erne og 60’erne. Klassiske møbler er i høj kurs. Tøjmoden henter løbende inspiration fra tidligere tiders tøjstil. Klassiske madretter er ikke pastiche. Klassisk musik spilles og værdsættes. Men arkitekturen er fastlåst. Og en artikel som Christian Olesens er måske (utilsigtet?) med til at forsinke en frigørelse.

Pasticheangsten bunder sandsynligvis i en angst for udskamning, der har eksisteret siden den kulturradikale arkitekt Poul Henningsen latterliggjorde klassisk byggeri i 1920’erne. PH ønskede rationel arkitektur med socialt engagement og forsvarede de ”trøstesløse københavnske lejekaserner”, fordi de var ”ærligt” byggeri. Samme krav om ærlighed har Christian Olesen: ”Postmodernisme er trods alt ikke løgn” skriver han. Principper er åbenbart vigtigere end et godt bymiljø.

Ved at betegne en villa som ”grusom pastiche” går Christian Olesen i PHs fodspor. Men er tiden ikke løbet fra de elitære holdninger? Mit nytårsønske for arkitektstanden er, at den må overvinde sin pasticheangst.

 

 

 

Sådan skriver man en kommune ind i arkitekturhistorien. Politiken Byrummonitor d. 18/11 – 2021

18. november 2021 / / 2 kommentarer

Vi har dette indlæg i Politiken Byrummonitor:

 

Kære kommunalpolitikere.

Hvad siger I til at gøre jeres kommune kendt langt ud over Danmarks grænser?

Det kan I opnå, hvis I bryder med 100 års praksis og begynder at bygge rigtige, nye bydele i stedet for forstadsbyggeri. Når der er så stor en efterspørgsel på nye boliger i f.eks. København, er det jo fordi byen har attraktive (ældre) bymiljøer. Dér vil folk gerne bo – selv om de måske arbejder i Hvidovre, Glostrup, Herlev eller Ballerup. Hvorfor kan omegnskommunerne ikke også have spændende bykvarterer?

Hold op med at bygge nye boligblokke, punkthuse og højhuse. Og hold op med at lægge byplaner med lineal og passer. Det skaber ikke gode byrum. Lav nye bydele med de gode egenskaber, som kendetegner de ældre bykvarterer fra før modernismens indtog.

Se for eksempel på vinderprojektet i konkurrencen om den nye bydel ved Kokkedal Station. I Arkitekturoprøret havde vi engageret os i debatten, både i Hørsholm Kommunes webinar, på kommunens hjemmeside og via indlæg i den lokale presse. Vi ønskede et rigtigt bykvarter med atmosfære, liv og tryghed. Et godt bymiljø med samlingspunkter, f.eks. et hyggeligt torv ved stationen, omkranset af huse på alle sider. Og med karrébebyggelse, bestående af mindre, forskellige huse rundt om gårdmiljøer. En by med gader og stræder. Med urban diversitet og huse i en mere traditionel byggestil. Vi ønskede ikke en ny forstad.

Men en forstad er, hvad der nu kommer. Ligesom de hundredvis andre forstæder, der er blevet bygget i de seneste 100 år. Variationer over et kendt tema, som ikke har været nogen succes. Samme fejl, som man vil fortsætte med at begå i Jernbanebyen i København, i Kildedal i Ballerup og utallige andre steder. Hvor er det dog deprimerende. Og det er ikke bare i Danmark, at vi hænger fast i en forældet, modernistisk tankegang. Det gør man i alle lande.

Det har ikke noget med penge at gøre. Det er ikke dyrere at bygge i en mere traditionel stil. Tværtimod er det billigere end at bygge højhuse eller huse med avancerede former, som man ser dem i Ørestaden, Aarhus Ø, Vejle og andre steder. Og værdien af byggeriet bliver højere, fordi beliggenheden bliver bedre. (Prøv at sammenligne prisen på et hus i Østermarie med prisen på et lignende hus i Svaneke – 8 km derfra og længere væk fra arbejdspladserne på Bornholm).

Ordet ’hygge’ er specielt for det danske sprog og ønsket om hygge er måske specielt for os som folk. Modernistisk byggeri er ikke hyggeligt. I 100 år har byggebranchen blæst på, hvad almindelige mennesker mener. Det har den kunnet gøre, fordi de boligsøgende ikke har et frit forbrugsvalg. Man må tage det, der findes der, hvor man gerne vil bo. Var det ikke på tide at lytte noget mere til forbrugerne?

Nye, ’rigtige’ bykvarterer vil tiltrække nye skatteborgere og samtidig øge trivslen for de nuværende beboere i jeres kommune. Gode bymiljøer er lige så vigtige som gode naturmiljøer.

Den kommune, der kommer først med at nytænke byplanlægning og byggestil, vil modtage besøgende fra hele Verden. Og de vil undres og spørge: Hvorfor har vi ikke selv gjort noget lignende for længst? Jeres kommune kan skrive sig ind i arkitekturhistorien.

 

Jep Loft, Formand for Arkitekturoprøret.

 

Link til artiklen

Gellerupparken. Berlingske d. 31/8 – 2021

31. august 2021 / / 0 kommentarer

 

Vi har dette indlæg i Berlingeren i dag:

I sin anmeldelse af den nye bog om Gellerup-planen d. 29/8 skriver Holger Dahl om det, der af arkitekter og teoretikere var tænkt som et paradis og endte som en katastrofe. Men nu går det bedre med det hele, og Gellerup-planen vil måske om et par år være den attraktive bydel, som arkitekten drømte om. Vi har efterhånden lært det, mener Holger Dahl.

Gid det var så vel. Debatten om bymiljø er ganske vist kommet et stykke videre det seneste par år, og der er nu i befolkningen en udbredt anerkendelse af, at vi har bygget kedeligt og atmosfæreløst i tiden efter Anden Verdenskrig. Men i byggebranchen har den erkendelse endnu ikke sat sig synlige spor.

Gellerup-planen og alt det andet, der er blevet bygget, er forstadsbyggeri. Boligblokke, punkthuse og højhuse uden gode byrum. Og det fortsætter vi med at bygge med Jernbanebyen på Vesterbro som det nyeste eksempel. Det gode bymiljø er i de bykvarterer, der er mere end 100 år gamle. Dengang byggede man karréer med mange mindre parceller; husene var forskellige, men de udgjorde en sammenhængende og harmonisk helhed. Derved opstod de gode, livlige og trygge byrum med gader, gårde, stræder og torve i en byplan, der ikke var lagt efter en lineal. I København finder vi det navnlig i Indre By, på Christianshavn, på brokvartererne og på Frederiksberg. Men ikke i forstadskommunerne. Derfor er boligpriserne så høje og presset for nye boliger så stort.

Så længe byggebranchen ikke er kommet på omgangshøjde med den almindelige befolkning, har Holger Dahl desværre ikke ret meget at have sin optimisme i.

Jep Loft

Formand for Arkitekturoprøret.

FRI OS FRA MENINGSLØSE KOMMUNALE ARKITEKTURPOLITIKKER. Weekend Avisen 31/3-2021.

31. marts 2021 / / 0 kommentarer

 

Weekend Avisen bringer i denne uge en forkortet version af dette indlæg:

FRI OS FRA MENINGSLØSE KOMMUNALE ARKITEKTURPOLITIKKER

Der er snart kommunalvalg, og det er ved at gå op for en del kommunalpolitikere, at deres vælgere er utilfredse med det byggeri, der skyder op overalt. Borgerne er fortvivlede over nedrivninger i fine, ældre bymiljøer og efterfølgende ødelæggende, stedfremmedt nybyggeri. Og de er deprimerede over de mange nye, triste murstensghettoer, der kunne være blevet til attraktive bykvarterer. Arkitekturoprørets Facebookgruppe får hundredvis af nye medlemmer hver uge.

I Aarhus har rådmanden for teknik reageret på, at hans kommune i Arkitekturoprørets afstemning netop er blevet kåret som landets dårligste til bybevaring. Han peger på, at ansættelsen af en ny stadsarkitekt markerer et ønske om at styrke stadsarkitektembedets opgave i forhold til at forme den langsigtede udvikling af byens arkitektoniske udtryk frem for udviklingen af enkeltprojekter.

Det lyder fint, men erfaringen har vist, at det kommer der med stor sandsynlighed ikke ret meget ud af. Arkitekturpolitikker er tit noget akademisk-teoretisk snak med en masse fine ord, som ikke giver nogen konkret mening. Dertil kommer, at arkitekturpolitikker ofte bevidst ikke udmøntes i handling. København har en erklæret politik, hvorefter man vil bevare stedernes egenart; men kommunen har netop bygget et nyt hus i Nansensgade, som gør det stik modsatte. Den nye stadsarkitekt i Aarhus har allerede udtalt, at bæredygtighed har topprioritet; men kommunen nedriver løbende det ene bevaringsværdige hus efter det andet for at bygge nyt og større – et stort miljømæssigt ressourcespild, som lader hånt om klimasagen. Rådmanden siger ikke noget om, at den praksis skal ophøre.

Debatter om arkitektur fører lige så lidt med sig som debatter om moderne kunst. Fagfolkene har sikkert glæde af dem som intellektuelle øvelser, men for os andre har de beskeden værdi. Og de har i de seneste 100 år ikke ført til nogen brugbare resultater.

Derfor er der mere brug for en bymiljøpolitik. Ligesom der findes en naturmiljøpolitik. Vælgerne vil gerne have gode og trygge bymiljøer. Og det får de ikke, hvis byggeriet skal leve op til de gældende, menneskefjendske værdinormer for god arkitektur. I 100 år modernismen været dominerende, og det er den desværre stadig (men forhåbentlig ikke ret meget længere). Fagfolkene har for længst mistet forbindelsen til den brede befolkning. De har i årevis glædet sig over deres store arkitektur, men de har ikke skabt ét eneste rigtigt bymiljø.

Jeg har læst mange bøger om arkitekturhistorie med omtale af de store milepæle i de sidste 100 års arkitektur; men jeg har så godt som aldrig set en omtale af bygningernes tilpasning til de omkringliggende bykvarterer. Hver bygning bliver vurderet som et isoleret kunstværk. Det er en forfejlet tilgang. Det afgørende må være, om en nybygning bidrager til helheden og løfter kvaliteten af bymiljøet. Men hovedreglen for arkitekter synes i mange år at have været, at de ikke skulle indpasse nye huse efter omgivelserne – tværtimod har infill-byggeri og tilbygninger søgt at skabe mest mulig kontrast i både form og skala og dermed bevidst slået helheden og sammenhængen i stykker. Desuden lovpriser bøger om dansk arkitektur altid huse som Hornbækhus og Vestersøhus i København; men der er aldrig nogen, der bemærker, at hvis hele byen bestod af den slags kæmpestore byggerier, ville det være et mareridt; det ville være, som hvis der kun fandtes plantager og ingen naturskove. Og det er først i det seneste årti, at arkitekturhistorikerne (hårdt presset) har indrømmet, at Nationalbanken i København er fejlplaceret og derfor har gjort stor skade på bymiljøet.

Det er besynderligt, at arkitekturkritikken over hele verden i 100 år har manglet den afgørende dimension: at man bør indpasse et hus i en større helhed. Hvordan har det kunnet ske, at vi nu i 100 år har ødelagt ældre bymiljøer uden at kunne skabe nye? Hvorfor har ingen har kunnet gøre noget for at få det standset? Hvorfor har man ikke interesseret sig mere for helheder? Hvordan har den akademiske verden kunnet svigte så markant?  Hvad er der foregået på arkitektskolerne? Og hvorfor kan man ikke frede en helhed? Hvorfor kan man ikke frede facader alene?

Fra 1933 til langt inde i 1970’erne har arkitektstanden følt sig bundet af Le Corbusiers bastante Athen-charter. Og jeg er ikke bekendt med, at den nogen side på afgørende vis har brudt med det. Selvfølgelig kan alle se nu, at man ikke bør opdele byer i kvarterer med hver deres funktion. Men det arrogante påbud: “The practice of using styles of the past on aesthetic pretexts for new structures erected in historic areas has harmful consequences.  Neither the continuation of such practices nor the introduction of such initiatives will be tolerated in any form” påvirker sandsynligvis arkitekters tankesæt den dag i dag. Hvornår får de modet til at gøre sig fri? Det er da absurd at ville forbyde nye initiativer.

Men lad akademikere og fagfolk diskutere arkitektur. I kommunerne er der brug for at diskutere, hvordan vi bevarer og får nye gode bymiljøer. Her har fagfolkene i forvaltningerne ikke været til megen nytte. De har som deres fagfæller i byggebranchen været uden tilstrækkelig sans for sammenhæng, samlingspunkter, harmoni, atmosfære, liv, mangfoldighed, diversitet – alt det, der gør en by til en rigtig by. Resultaterne kan man se overalt. Men der er jo ikke så meget at diskutere. Alle kan se, hvad der fungerer, og hvad der ikke gør: Det er de ældre bykvarterer, der har de mest attraktive bymiljøer.

Så kære kommunalpolitikere: Spar pengene til at udarbejde arkitekturpolitik. Lav en bymiljøpolitik i stedet for. Til det formål må I bede arkitekterne genopfinde en mere menneskevenlig, klassisk og traditionel byggestil og byplanlægning. Og lav bevarende lokalplaner for de ældre kvarterer. Det er ikke nostalgi. Det er nytænkning efter 100 års dødvande.

Jep Loft

Formand for Arkitekturoprøret.

Sådan undgår vi amok-boligpriser. Berlingske d 3/3-2021

3. marts 2021 / / 0 kommentarer

Sådan undgår vi amok-boligpriser

Overborgmester Lars Weiss udtalte d. 27/2 til Berlingske, at det ikke er en selvstændig ambition, at København skal blive så stor som overhovedet muligt. Kloge ord. Men så tilføjede han, at der er et bredt flertal for at følge med efterspørgslen på boliger, så boligpriserne ikke går amok. Det lyder også meget godt, men hvordan gør man det? Kommunen har et begrænset areal, så der bliver ikke ved med at være ubebyggede grunde til rådighed. Det ser vi desværre alt for tydeligt netop nu på Amager og i Sydhavnen.

Presset mod København skyldes, at folk helst vil bo, hvor der er et godt og trygt bymiljø, d.v.s. i de ældre bykvarterer. De nyere forstæder, som er bygget i løbet af de seneste 100 år, har slet ikke samme atmosfære. Grunden er, at arkitekturens værdinormer har været dikteret af modernismen. Den har ødelagt meget i de ældre kvarterer, og den har ikke skabt gode, nye bymiljøer. Modernismen har ikke været menneskevenlig i sit udtryk.

I Aarhus har man samme problem. Der har man opfundet en ’fortætningspolitik’, som medfører, at man overalt i byen river mindre, ældre huse ned for at bygge større. Det er ikke den vej, København bør gå. Man ødelægger de gode bymiljøer ved at bygge kedelige, store, stedfremmede huse i stedet for de hyggelige mindre huse. Og man gør grin med klimasagen; denne brug-og-smid-væk-kultur er ikke bæredygtig. Aarhus er da også netop blevet kåret som landets dårligste kommune til bybevaring i 2020 i Arkitekturoprørets afstemning.

Københavns Kommune kan ikke styre markedskræfterne. Så længe vi bliver ved at bygge nye menneskefjendske bymiljøer, vil presset mod de ældre kvarterer fortsætte og boligpriserne dér vil være høje. Vi bør gå en helt anden vej: Byg i stedet rigtige nye bykvarterer med torve, karréer, krogede gader og stræder. Ingen punkthuse, ingen glashuse, ingen højhuse. Diversitet og mangfoldighed, mange mindre, forskellige huse, der sammen skaber en helhed, ligesom i de ældre bydele. Det kan gøres i omegnskommunerne. Så vil de få vækst, og presset mod København vil lette. Familier med lavere indkomster vil kunne se deres børn vokse op i et trygt miljø. Det kræver bare, at bygherrer og ejendomsudviklere gør sig fri af vanetænkning og sætter arkitekterne på en meget mere spændende opgave end den, de er vant til: at genopfinde en mere klassisk præget og hensynsfuld byggestil. Det behøver ikke at blive dyrere; men det vil skabe større værdi.

Jep Loft

Formand for Arkitekturoprøret.

Pastiche over traditionelt byggeri? Fyns Amts Avis d. 1/3-2021

2. marts 2021 / / 0 kommentarer

Debat: Kullinggade 3-7 er kåret som bedste byggeri

Jep Loft, formand for Arkitekturoprøret

Læserbrev: De små huse i Kullinggade 3 til 7 i Svendborg er blevet kåret til Danmarks bedste nybyggeri i 2020 i Arkitekturoprørets afstemning. Tillykke til byen, til bygherren, C. Larsen Holding og til C & W Arkitekter. Husene førte klart fra start til mål i hele afstemningsperioden, hvorimod der var et tæt kapløb mellem Lilli Gyldenkildes Torv i Horsens og Søtorvet i Silkeborg om titlen som det værste byggeri.

Husene i Kullinggade 3-7 indpasser sig efter omgivelserne. Dermed kommer de til at indgå i en større helhed og er med til at skabe et bymiljø. De giver noget tilbage til omgivelserne. Det adskiller dem fra næsten alt det moderne byggeri, der er kommet på landets havne gennem de seneste 20 år; det tager fra omgivelserne uden at give noget igen, og forringer dermed havnemiljøerne. Derfor er husene i Svendborg bemærkelsesværdige. For nogle år siden så vi i Strandgade i Kerteminde et lignende eksempel på nybyggeri, der indpasser sig og skaber et godt miljø på et sårbart sted i byen.

Arkitekturoprørets Facebook-gruppe er et talerør for den almindelige befolkning. Her værdsætter man gode bymiljøer, og derfor har Kullinggade 3 til 7 længe været genstand for positiv opmærksomhed. I mange år har byggebranchens fagfolk befundet sig i deres egen, lukkede verden, uden kontakt med eller interesse for almindelige menneskers mening. Det er nu ved at ændre sig.

I mange år har byggebranchens fagfolk befundet sig i deres egen, lukkede verden, uden kontakt med eller interesse for almindelige menneskers mening. Det er nu ved at ændre sig.

Men man hører stadig – dog heldigvis sjældnere – fagfolk tale foragteligt om triste pasticher over traditionelt byggeri. Det skyldes, at de kun taler om arkitektur. De ser ikke det væsentlige. Normerne for god arkitektur har nu i 100 år været præget af modernismen. Det har været til stor skade. Moderne byggeri har ødelagt sammenhæng og harmoni i de fleste ældre byer – desværre også i Svendborg og ikke mindst i Odense – og der er i de 100 år ikke skabt nye bykvarterer med liv og atmosfære som det, man finder i de ældre. Tværtimod, har vi fået menneskefjendske murstensørkener og beton-ghettoer. Fagfolkene er opflasket med værdinormer, som tiden er ved at løbe fra. Modernismens tid er forhåbentlig langt om længe ved at rinde ud.

Det er gode bymiljøer, der er det vigtige. Svendborg er med til at vise vejen.

Modernismen er menneskefjendsk. Berlingske d. 12/2-2021.

12. februar 2021 / / 0 kommentarer

 

Læs artiklen her.

Modernismen er menneskefjendsk

Tak til ”Københavnersnuden”, Holger Dahl, for den udmærkede artikel om Arkitekturoprøret d. 5.februar.  Han hilser vores tre igangværende afstemninger om godt og dårligt byggeri og om dårligste kommune til bybevaring velkommen, og han anerkender mange af vores synspunkter. Bl.a. er han 100 procent enig i vores utilfredshed med ødelæggelsen af bymiljøer. Han konstaterer – som vi også har gjort med glæde – at der synes at være en holdningsændring på vej; mange arkitekter står frem og støtter os. Og han skriver: ”Jeg vil meget gerne medgive, at modernismens sejrsgang gennem det 20. århundrede har haft nogle utilsigtede, men meget triste konsekvenser, og at megen såkaldt »moderne« arkitektur helt mangler kontakt med en basal fornemmelse for, hvordan almindelige mennesker gerne vil leve deres liv.”

Men han efterlyser imødekommenhed fra Arkitekturoprøret og skriver: ”Det ville være smukt, hvis oprørerne ville lave en liste over modernistiske bygninger, hvis kvaliteter de anerkender”. Det tror jeg, at vi skal afholde os fra (selv om der selvfølgelig kan peges på gode, ”moderne” bygninger). Vi er en folkebevægelse med over 6.000 medlemmer i Facebookgruppen, og der kommer for tiden hundredvis af nye medlemmer til hver uge. Der er ingen blandt os, der bestemmer, hvad der er godt eller dårligt, og der vil være mange forskellige meninger. Vi er bare enige om, at der må ske noget med byggeriet. Tiden er løbet fra modernismen. Den er menneskefjendsk, og dens værdinormer for god arkitektur skaber ikke gode bymiljøer. Vi er fortvivlede over ødelæggelserne af ældre bymiljøer og de atmosfæreløse nye bydele. Og vi er overbeviste om, at vores synspunkter deles af et flertal i befolkningen. Derfor er der brug for et folkeligt oprør (og derfor er vores navn slet ikke så dårligt).

Vi ser gerne, at arkitekterne går forrest og genopfinder en mere klassisk inspireret arkitektur. Det er ikke nostalgi, og det behøver ikke at blive til pastiche. En Fiat 500 eller en Morris Mini Cooper er ikke pastiche, men de repræsenterer et klassisk design. Det er ikke pastiche, når der produceres klassiske møbler.  Æstetik, godt håndværk og sund fornuft bør vende tilbage til arkitekturen. Vi ønsker et nyt ”charter” til afløsning af Le Corbusiers Athen-charter fra 1933, og vi vil invitere arkitektskolerne til at hjælpe os med at udarbejde det. Det er gode bymiljøer, vi ønsker.

Om tonen i debatten vil jeg mene, at den aldrig har været skinger i de to år, jeg har været formand. Vi har hele tiden søgt dialog – og har heldigvis opnået det. Vi ser lysere på fremtiden, end vi nogensinde tidligere har gjort.

Jep Loft

Formand for Arkitekturoprøret

 

 

Politiken Byrummonitor d. 14/1-2021. Tiden er løbet fra modernismen.

14. januar 2021 / / 6 kommentarer

Jep Loft: Arkitekter skræmmes af ord som ‚pastiche‛ og ‚nostalgi‛, og det skæmmer bybilledet

Det har været et fast princip blandt folk i byggebranchen, at man skal bygge huse, der er deres egen tid bevidst. Alt andet er blevet anset som forlorent. Og derfor er vi ikke kommet videre. Derfor har vi bebygget Teglholmen og alle de andre nyere kvarterer så idéforladt.

Jeg sidder med to billeder.

Det ene er fra det klassicistiske København. Det viser huse, der blev bygget i en periode, hvor Danmark var fattigere end nogensinde før eller siden. København var blevet sønderbombet af englænderne, som ovenikøbet havde stjålet byens vigtigste arbejdsplads, flåden. Staten var gået bankerot.

Det andet er et billede af byggeri fra vores egen tid, nu hvor Danmark er rigere end nogensinde. Det er fra havnen i Horsens, men det kunne være fra snesevis af andre steder, hvor byggeri er under opførelse

Mon ikke de fleste vil være enige i, at noget er gået galt? Men i flere menneskealdre har vi set på deprimerende trist nybyggeri, uden at nogen har gjort noget effektivt for at få det standset. Arkitekturkritikken har svigtet.

Tabersag at forsvare bagudskuende nybyggeri

Hvordan har det kunnet ske?

Sandsynligvis fordi alle bliver skræmt, når de hører ord som ’nostalgi’, ’pastiche’, ’romantik’ og lignende. Det har været en tabersag at forsvare nybyggeri i en stil fra en tidligere tidsalder – selv om de fleste kan se, at bykvartererne fra før Første Verdenskrig har langt mere liv og atmosfære end de kedelige forstadskvarterer, som er blevet bygget de seneste 100 år.

Arkitekturdebatten har været elitær

Arkitekturdebatten har været elitær. Blandt fagfolk har der ikke været megen lydhørhed over for kritik fra lægfolk. Men det væsentlige er ikke spørgsmålet om god eller dårlig arkitektur. Det væsentlige er vores bymiljøer. Dem har kun få talt om. De seneste 100 års værdinormer for god arkitektur har været ødelæggende for bymiljøerne.

Det har været et fast princip blandt folk i byggebranchen, at man skal bygge huse, der er deres egen tid bevidst. Alt andet er blevet anset som forlorent. Og derfor er vi ikke kommet videre. Derfor har vi bebygget Teglholmen og alle de andre nyere kvarterer så idéforladt.

Arkitekturoprøret kæmper mod uret

Men løsningen er ikke at bygge i en svunden tids stil. Løsningen er at ændre vores egen tids byggestil til noget bedre. Der er en stigende erkendelse af, at tiden er løbet fra modernismen. Den er umenneskelig og hensynsløs, og den skaber dårlige bymiljøer. Men alligevel er vi ikke kommet fri af den. Man har vænnet sig til, at nye huse ikke skaber gode bymiljøer, og at de slår de gamle bymiljøer i stykker, når der rives ned for at bygge nyt.

Ingen har haft mod eller evne til at skabe det afgørende brud. Men selvfølgelig kommer det. Før eller siden. Intet varer evigt. Tragedien er, at modernismen nu har domineret i 100 år, og i den tid er 90 procent af alle eksisterende bygninger opført.

Man kan ikke se på billedet fra Horsens om husene ligger i Danmark eller i Kina

I Arkitekturoprøret kæmper vi mod uret. For hver måned, der går, ødelægges uerstattelige værdier som følge af nedrivninger, og chancer forspildes i form af nye, kedelige bykvarterer, som kunne være blevet fantastiske. Som på havnene – ikke bare Københavns, men også på alle de mange andre, hvor nybyggeri har forringet havnemiljøet.

Danmark eller Kina?

Der skal tænkes nyt. Og det nye må nødvendigvis indebære et opgør med modernismen. Indtil for 100 år siden var arkitekturen baseret på århundreders erfaring, håndværksmæssig kunnen, æstetisk sans og sund fornuft. Meget af det bør igen komme til sin ret. Men på en ny måde.

Ligesom bilbranchen genopfinder sig selv og introducerer nye og bedre modeller baseret på klassisk design. Man kan let se forskel på en Fiat og en Morris. Nu, såvel som for 60 år siden. De har hver især bevaret deres særpræg.

Man kan næppe være i tvivl om, at det første af de to ovenstående billeder er fra Danmark. Vi havde dengang en dansk byggetradition. Men man kan ikke se på billedet fra Horsens, om husene ligger i Danmark eller i Kina.

I Arkitekturoprøret føler vi os overbeviste om, at et flertal i befolkningen deler vores fortvivlelse. Og vi er som sagt ikke i tvivl om, at der kommer bedre tider.

Danmark har det held, at det klassicistiske byggeri fra første halvdel af 1800-tallet (som vist på det første billede) er noget af det smukkeste i verden. Det er enkelt og elegant, og der er intet forlorent eller opstyltet ved det.

Man kan ikke forestille sig noget bedre grundlag at arbejde videre på. Det er bare om at komme i gang.

NB-Kommune d 7/1-2021. Brev til Danmarks kommunalpolitikere fra Arkitekturoprøret.

7. januar 2021 / / 4 kommentarer

 

 

Kære kommunalpolitikere.

I har en svær opgave. I skal skabe udvikling og fremskridt i jeres kommuner. Men samtidigt er det jer, der skal passe på vores vigtigste kulturarv: bymiljøerne. Kan begge dele lade sig gøre samtidigt? Det ser ikke sådan ud. I Frankrig løste man det problem for næsten 60 år siden ved, at staten greb ind. Der findes titusindvis af fantastiske, uspolerede bymiljøer i Frankrig. I Danmark overlod man opgaven til det kommunale selvstyre. Vi har under 20 velbevarede byer tilbage. Det blev ikke folkeviljen, men pengemagten, der sejrede.

Arkitekturoprøret er et talerør for den (store) del af befolkningen, som er fortvivlet over utilpasset byggeri i ældre bykvarterer og kedeligt byggeri i nye byområder. Vi bekymrer os om bymiljøer, hvilket er noget andet end arkitektur. I de seneste 100 år har værdinormerne for god arkitektur har været ødelæggende for bymiljøerne. Den moderne arkitektur har været menneskefjendsk. 90% af bygningsmassen er opført efter Første Verdenskrig, men der er ikke skabt et eneste nyt bykvarter med atmosfære og liv, som de ældre kvarterer har. Samtidig har man med utilpasset nybyggeri gjort stor skade på de ældre bydele.

De gode bymiljøer giver tryghed, trivsel og mindre kriminalitet og de tiltrækker gode skatteborgere. Alligevel er der ikke blevet passet på dem. I de seneste 50 år er der sket store fremskridt for naturmiljøerne. Men for bymiljøerne er det gået støt tilbage. I har lyttet til naturelskerne. Vil I lytte til os?

Udvikling og tilbageskridt.

De ødelæggende nedrivninger i de gamle bykerner fører til det modsatte af udvikling og fremskridt. Man slår noget værdifuldt i stykker, man ødelægger sammenhæng og harmoni. Hvor mange byer har ikke en helt utilpasset og fejlplaceret bankbygning på deres torv? Nu bygges der højhuse overalt. Men de egner sig ikke til vores breddegrader, hvor solen står lavt. De kaster lange skygger, skaber vind (og støj) og gør gadeplanet øde. Og de slår sammenhængen i bybilledet i stykker.

Magt og indsigt skal gerne følges ad. For ikke så mange år siden besluttede man at lægge Skjern Å i en kanal. Det medførte en miljøkatastrofe, millioner var spildt, og det kostede milliarder at genoprette (en del af) skaderne. I Odense skar man byen midt over med et stort vejanlæg. Nu har man indset, at det var en fejl. Man handlede for at få udvikling og fremskridt. Men beslutningstagerne havde ikke overblik over, hvad de satte i gang. Tænker I nok over konsekvenserne ved at ødelægge et bymiljø?

Her følger vores nytårsønsker til jer:

  1. Stop nedrivninger.

Nedrivningerne bør stoppes. Ikke alene er de ødelæggende for bymiljøerne; de er et ressourcespild (jfr. en Rambøll-rapport fra oktober 2020). Det er uforeneligt med indsatsen for bæredygtighed. Hvor mange dage, uger eller måneder skal borgerne i Aarhus sortere affald for at opveje spildet ved de stedfundne og planlagte nedrivninger?

 

  1. Tidlig borgerinddragelse.

Vi ønsker tidlig borgerinddragelse – inden det er for sent, og med det formål at lytte til borgerne. Borgermøder bør ikke være skueprocesser (som dem, der fandt sted om BLOX i København og om Nyborg Slot) og heller ikke møder, hvor en stakkels kommunalt ansat står alene overfor 200 rasende borgere (som mødet om det nu opgivne højhus på Jagtvej i København).

 

  1. Bevarende lokalplaner.

Alle kommuner med gamle bykerner bør udarbejde bevarende lokalplaner. Ikke alene er det nødvendigt for kulturarven. Det vil også spare kommunen for en masse sager, hvor bygherrer eller developere har øjnet muligheder for at tjene penge på bymiljøets bekostning. Hvis det på forhånd er kendt, at bykernen er beskyttet, finder de andre muligheder. Og kulturarven skal ikke bringes i risiko, hver gang flertallet i kommunalbestyrelsen skifter (som det skete i København for 15 år siden, da 100 års praksis blev opgivet og der pludseligt blev åbnet for højhuse overalt med et resultat, at byens ’skyline’ med de mange tårne nu forsvinder). Københavns Kommune har nu besluttet at udarbejde lokalplaner for Indre By og Christianshavn. Tak for det.

 

  1. Ændring af fredningsloven.

Man skal kunne frede helheder, ikke kun enkelte bygninger. Det har været et ønske i mange år, men KL forhindrede, at det kom ind i fredningsloven i 2010. Det er helheder, der skaber et miljø. Der er også brug for at genindføre flere fredningsklasser, så man kan frede en facade og lade husejeren gøre, hvad han vil med det indvendige.

 

  1. Farvel til modernismen.

Noget tyder på, at modernismens tid nu – efter 100 år – endelig er ved at rinde ud. Intet varer evigt, og folkestemningen har længe været på vores side. Det nye er, at mange arkitekter i løbet af 2020 har erklæret sig enige i Arkitekturoprørets synspunkter. Man kan ikke se på et nybygget hus, om det ligger i Danmark eller i Kina. Men mange byer har stadig bevaret en egenart på trods af den medfart, de har været udsat for. Find tilbage til jeres egne rødder og bed bygherrer og arkitekter arbejde videre med dem. Tiden er allerede løbet fra de triste betonklodser, der overalt i landet er under opførelse nu. Lad os bygge rigtige byer igen.

 

Godt Nytår.

Jep Loft, formand
Arkitekturoprøret

Kære kommunalpolitikere: Stop nedrivninger

« Ældre indlæg Nyere indlæg »

© 2025 Arkitekturoprøret

Tema af Anders Noren — Op ↑