Arkitekturoprøret

Lad os bygge smukt igen

Tag: modernisme (Side 4 af 4)

Villabyerne d. 10/12-2020. HENSYNSLØST SKOLEBYGGERI.

10. december 2020 / / 0 kommentarer

HENSYNSLØST SKOLEBYGGERI.

 

Hver gang, jeg kører ad Gersonsvej forbi min gamle skole, Øregaard, ærgrer jeg mig over den nyeste tilbygning. Idéen med den må have været at bygge noget, der passer så dårligt til den enestående gamle skolebygning, som overhovedet muligt. Jeg forestiller mig, at gamle elever fra Ordrup Gymnasium og Tårbæk Skole må have lignende følelser, når de ser de utilpassede tilbygninger, som disse to skoler er blevet belastet med. Noget er gået galt på arkitektskolerne.

Når vi i Arkitekturoprøret kritiserer hensynsløst nybyggeri i gamle bydele og kedeligt byggeri i nye bykvarterer, bliver vi mødt med forståelse – også fra arkitekter. Men samtidig gøres det gældende, at skylden ligger hos developere, bygherrer, planlæggere og de kommunale forvaltninger. I de tre nævnte tilfælde må det dog vist være arkitekterne, der bærer ansvaret.

Det er nu 100 år siden, at modernismen fik sit gennembrud i arkitekturen. Bykvarterer fra før Første Verdenskrig har liv og atmosfære, mens de mange forstæder, der er bygget senere, som hovedregel er atmosfæreforladte. Modernismen har hærget i gamle bykvarterer og slået harmoni og sammenhæng i stykker. Den smed hårdt erhvervet lærdom og erfaring ud med  badevandet og insisterede på at genopfinde arkitekturen. Det gik galt.

Lad os håbe, at modernismens tid snart er omme, så den sunde fornuft igen kan vinde frem. At infantilt ”Her-kommer-jeg-byggeri” går af mode, og hensynsfuld byggeskik genindføres. Det gælder om at ramme stedets ånd; tidsånden er flygtig, og tiden er løbet fra modernismen.

Jep Loft

Formand for Arkitekturoprøret

 

 

Arkitekter, der hyldede funktionalismen, tog fejl. Politiken Byrummonitor d. 16/10-2020.

16. oktober 2020 / / 0 kommentarer

Debat: Jeg var en af de mange arkitekter, der hyldede funktionalismen. Men vi tog fejl

Vi er ved at sætte den europæiske by over styr med en funktionalistisk arkitektur, der har mistet grebet og forholdet til sine omgivelser, skriver arkitekt Carsten Lykke Graversen i dette afsnit af debatserien om moderne arkitektur.

DEBAT  16. OKT. 2020 KL. 04.00

CARSTEN LYKKE GRAVERSEN

Arkitekt, cand.arch.

Når man ser tilbage, er det bedst, at man gør det med det formål i virkeligheden at kunne se længere frem.

Er det sådan, det er med udviklingen i vores byer og for den sags skyld i de fleste storbyer i verden?

Modernismen var et opgør med det byggeri der havde understøttet de store sundheds- og sociale problemer, der jo egentlig opstod af helt andre årsager end byggeriet.

Modernismen blev i 1950’erne og 1960’erne brugt – måske misbrugt – til at løse de store nye sociale problemer, der opstod i kølvandet på Anden Verdenskrig. Stor befolkningstilvækst og hastig udvikling i byerne med stor tilflytning fra land til by som følge.

Men mange syntes, at de nye bymiljøer i udkanten af de historiske bykerner havde en skala og en struktur, der var helt anderledes end det, der gennem århundreder havde eksisteret i de gamle byer.

I 1970’erne og 1980’erne opstod der en række arkitekturretninger, der satte sig op imod det. Rationalisterne Aldo Rossi og Mathias Ungers var nogle af dem: De satte sig for at tage udgangspunkt i den oprindelige europæiske by.

Vi var nogle, der dengang reagerede mod det og søgte ’det gode i funktionalismen’. Verden udviklede sig lige så meget som i begyndelsen af århundredet, og svaret var ikke et retrospektivt, konservativt byggeri bygget efter de gamle historiske dyder.

Nej, svaret var en ’ny’ modernisme, der repræsenterede et samfund med en voksende digital udvikling, mange nye medier og teknologier samt et hastigt voksende globalt miljø. Altså så vi på hightech, konstruktivisme og meget andet. Vi hyldede Kraftwerk og Kliché.

Men havde vi ret? Nu står vi jo midt i det.

Nej, nu tror jeg ikke mere, vi havde ret.

Tja, så er det, vi må se tilbage for bedre at kunne se fremad.

Det, vi ofte ser, er store, monstrøse, modernistiske værker, der totalt mister grebet, konceptet og forholdet til stedet. Se bare det moderne London og Frankfurt

Rigtig mange stjernearkitekter, også danske, er blevet medlemmer af arkitekturens globale fællesskab.

De bygger over hele verden, de bygger i de gamle byer, de bygger i bjerge og i landskabet. De bygger moderne – højt og effektivt ’digitalt’ byggeri. De bygger det over hele kloden.

Det, vi ofte ser, er store, monstrøse, modernistiske værker, der totalt mister grebet, konceptet og forholdet til stedet. Se bare det moderne London og Frankfurt.

Vi er ved at sætte den europæiske by over styr

En af dem, der holder skansen mod denne udvikling, er den schweizisk-tyske arkitekt Max Dudler. Jeg baserer derfor grundlæggende mine argumenter på Dudlers synspunkter og arkitektur.

Vores byer er dannet af byens huse. Deres proportioner, deres udtryk, deres farver, deres materialer og deres struktur. De danner væggene i gaderne, på pladserne, i gyderne og i parkerne,

De danner et historisk fundament, vi har levet med i århundreder. Folk fra hele verden strømmer (før pandemien) til de europæiske byer, fordi de kan noget, som byer i andre dele af verden sjældent kan.

Det kan vi sætte over styr ved at fokusere på modernitet og eget udtryk fremfor koncepter og harmoni.

Det opløste rum betyder ofte, at vi ikke føler os trygge

Kontrasten mellem urbanitet og landskab er grundlæggende. Huset står imod landskabet, det er dybt indskrevet i europæisk kultur.

Byen udgør udgangspunktet i en dialektisk dialog mellem landskab og by, hus og by, rum og flade, offentlig og privat. Derved udgør den en væsentlig del af vores virkelighedsopfattelse. Det hierarki, der derved opstår, udgør den by, som vi kender og har levet med i århundreder.

En opløsning af det urbane rum i et teknofikseret bylandskab, som vi ser det i mange arkitekters projektforslag for tiden, vil ødelægge kontrasten mellem bygninger og landskab og derefter føre til opløsningen af det urbane rum og den urbane selvopfattelse – og endelig fører det til opløsningen af byen, som vi kender den.

Det opløste rum betyder ofte, at vi ikke føler os trygge. Især når skalaen brydes, og der bygges kæmpe monumenter i højden. Hierarkiet opløses, og vi kommer let til at føle os uvelkomne.

Det er den største fare for vores byer.

Arkitekter, se op!

Hvis alt er muligt, og enhver arkitekt altid vil være lidt mere speciel, sker det let. Omvendt bør arkitekter se på, hvad byen historisk har bragt, og hvordan den kan videreføres.

Ellers kommer vort bylandskab let til at bestå af placeringsfrie bygninger, der kan bygges hvor som helst.

Blob, blob, blob, det syder i vores byer, og resultatet bliver let vanskeligt tilgængeligt og uidentificerbart.

En opløsning af det urbane rum i et teknofixeret bylandskab, som vi ser det i mange arkitekters projektforslag for tiden, vil ødelægge kontrasten mellem bygninger og landskab

Arkitektur griber dybt ind i vores hverdag. Det er et enkelt aspekt, der er meget forsømt – af arkitekter, men også af brugere. Individuelle aspekter betragtes ofte som absolutte. Så det fører til vanvittige vrangforestillinger om byliv, der baserer sig på den begivenhedsarkitektur, vi ser vokse frem.

Om man vil, mangler vi virkelig en bygningskultur, der forstår helheden i byen og befolkningen i den og med det kvalitetsliv, der kan være og opstå i den.

Disse synspunkter kommer let til at lyde, som om de kommer fra en repræsentant for en gammel generation, der lider af techforskrækkelse og udviklingsangst.

Men egentlig er formålet at byde op til dans. En dans hvor man lytter til musikken, ser hinanden i øjnene, hilser på hinanden i respekt og sammen med de andre dansere skaber en helstøbt fælles oplevelse i stedet for bare at se ned på ens egne fødder og koncentrere sig om egne trin.

Moderne arkitektur har udviklet sig til kassebyggerier. Politiken Byrummonitor d. 5/10-2020.

5. oktober 2020 / / 0 kommentarer

Debat: Vi arkitekter har også et medansvar for, at den moderne arkitektur har udviklet sig til kassebyggerier

Hvis punkthuse bliver ved med at dominere vores nye bydele, og byggerier som Axel Towers i København danner præcedens i den eksisterende by, kan vi hurtigt få ødelagt vores byer, skriver arkitekt Carsten Maegaard i dette afsnit i debatserien om moderne arkitektur.

 

DEBAT5. OKT. 2020 KL. 04.00

CARSTEN MAEGAARD

Arkitekt m.a.a.

Det er helt rigtigt, som Søren Nielsen skrev i sit debatindlæg i Byrummonitor 21. september, at byggeriet lægges i en spændetrøje af boligpolitik, lovgivning/bygningsreglement, grundpriser, finansieringsregler og udbudsregler, som indsnævrer arkitekternes plads til at bygge smukt.

Vi har imidlertid som arkitekter også et ansvar for, at nutidens byggeri er så ringe i æstetisk henseende, som det er tilfældet. Det vil jeg prøve at vise med nogle eksempler i dette debatindlæg.

DEBATSERIE

Er der behov for et oprør?

En højtråbende fløj er opstået i debatten om vores byrum: kritikere – eller ligefrem modstandere – af moderne arkitektur.

Imens antyder enkelte forskningsprojekter, at folk trives bedre i ældre arkitektur.

Har Arkitekturoprøret en pointe? Bør vi tage et opgør med den modernistiske arkitektur? Eller ligger problemet et helt andet sted?

I en ny debatserie – ’Er der behov for et oprør?’ – har vi bedt en række fagfolk give deres bud på, hvad der er galt, og hvordan det kan løses.

Ny by bør ikke bestå af punkthuse

Der bygges vanvittigt meget for tiden.

Erfaringen viser, at ny by på bar mark ikke bør være punkthuse eller blokke, men bør bygges i traditionel karréform med maksimalt fem etager plus-minus én, med gader og gårdrum i harmoniske forhold, kælderparkering eller parkeringshuse og forholdsvis korte facadelængder, så der opstår en afveksling, når man går hen ad gaden.

Derfor ser de fleste bygninger ud, som om de er uafsluttede, eller at taget er blæst af i sidste storm

Alligevel bliver der alt for tit bygget punkthuse, hvor vinden kører rundt, og der ikke er et semi-privat opholdsrum som i en karré. Og alt for tit bliver nyt karrébyggeri opført med alt for snævre gårdrum, som giver for meget skygge, for mange cykelskure, ganglinjer og for lidt græs (for eksempel Københavns Nordhavn og Sydhavn, Ceres Byen i Aarhus eller Kanalbyen i Fredericia).

Har arkitekterne ikke noget medansvar her?

Nedbrudte karreer ødelægger den bestående by

Det ærgrer mig, at man ved Axeltorv i København har nedbrudt karréstrukturen og erstattet den med fem tårne (punkthuse), der bryder den traditionelle bystruktur både horisontalt og vertikalt. Nogle af bygningerne rager op i 10 til 12 etager og bryder Københavns indre byprofil eftertrykkeligt.

Hvis byggerier som Axel Towers i København (de fem runde tårne) danner præcedens i den bestående by, kan vi hurtigt ødelægge de bydele, vi holder mest af, skriver Carsten Maegaard.

Når yngste advokatfuldmægtig på anden sal i det runde Axel Towers sidder på sit kontor med udsigt direkte ind i en seks etagers gavl fem meter væk, glæder hun sig nok ekstra til at rykke om til hierarkiets solside.

Hvis sådanne byggerier danner præcedens, kan vi hurtigt få ødelagt de bydele, vi holder mest af.

Modernismen skaber uafsluttede bygninger

Som følge af det nu 100-årige bygningsparadigme, funktionalisme, modernisme, minimalisme, eller hvad man nu vil kalde den firkantede kassearkitektur, der stadig helt dominerer det byggede miljø verden over, sker der ikke nogen arkitektonisk udvikling, før det brydes.

Ja, hvor er alle de detaljer, der gør huse og boliger interessante?

Den samme grundkonstruktion af vægge og etageadskillelser i beton beklædt med forskellige materialer som klimaskærm går igen overalt.

Bygningerne er bare ikke kubiske, for taget har hældning til at aflede regnvand. Det skjules af en gesims, der får bygningen til at se ud, som om der er fladt tag. Det er altså snyd, når vi tror, at der er flade tage på moderne bygninger.

Samtidig afsluttes den lodrette mur af en metalafdækning, som kun lige er bukket rundt om den øverste kant. Derfor ser de fleste bygninger ud, som om de er uafsluttede, eller at taget er blæst af i sidste storm. Der mangler en harmonisk afslutning, som klart viser, at her slutter bygningen. Det kan sagtens gøres smukt, men tidens økonomi og arkitekturparadigme vil det ikke.

Har arkitekterne ikke noget medansvar her?

’Bygget af mursten’ – på et råhus af beton

Men vi lever jo i teglstenens Danmark, så her til lands skiller vi os sandelig ud fra resten af verden, ved at en masse etagebyggerier er ’bygget af mursten’ – uden på råhuset af beton, som regel i dystre, mørke farver.

Havde facaderne så bare været holdt i glade farver, som det kan ses i for eksempel Tübingen i Tyskland eller i Nuuk i Grønland.

Ja, hvor er alle de detaljer, der gør huse og boliger interessante?

Hvor er karnappen, som giver beboerne mulighed for et kig hen ad gaden? Hvor er det flotte indgangsparti, der adskiller min hoveddør fra de andres? Hvor er bygningsdetaljen, der lader øjet finde afveksling? Hvor er det flotte, stejle sadeltag, som giver bygningen tyngde og tagboligerne spændende rum? Hvor er det harmoniske gaderum, som giver mig lyst til at være der? Hvor er den indbydende by?

Har arkitekterne ikke noget medansvar her?

Et samfundsanliggende

Hvis jeg har uret, så meld jer på banen, arkitektkolleger, deltag i samfundsdebatten og gør det på en forståelig måde, så alle kan være med. Lad være med at pakke jeres beskrivelser ind i eufemismer (forskønnende sprog) og lad være med at vise renderinger (computeranimationer), der skønmaler og forvrider det færdige byggeri.

Hvis jeg har uret, så meld jer på banen, arkitektkolleger, deltag i samfundsdebatten og gør det på en forståelig måde, så alle kan være med

Derfor også en tak til foreningen Arkitekturoprøret, som i dén grad har rejst en nødvendig debat. Skønt der fremkommer mange pudsige udsagn, giver den stemme til almindelige borgeres berettigede frustration over det, som Søren Nielsen skriver:

»At vi er holdt op med at investere i de almindelige bygningers arkitektoniske kvalitet.«

Nyere indlæg »

© 2025 Arkitekturoprøret

Tema af Anders Noren — Op ↑