ARKITEKTONISK DANNELSE

 

Tak til Holger Dahl, som i Berlingske d 27/10 tog læserne med på en dannelsesrejse i  artiklen ”Sådan bliver du arkitektonisk dannet”. Med rette eller med urette anser jeg mig selv for at høre til dens målgruppe. Jeg har – som der står – følt mig afkoblet fra arkitekternes verden, og jeg har i årevis prøvet at føre debat hen over den dybe kløft mellem lægfolk og arkitekter. Desværre adresserer artiklens ikke de problemer, som jeg og tusindvis af medlemmer af Facebookgruppen ’Arkitekturoprøret’ oplever.

Indledningsvis påpeger artiklen, at sprogets ordforråd er mangelfuldt, og at der savnes en måde at tale om arkitektur på. Det kan nok have sin rigtighed. Der bruges mange fine ord, som kun få forstår, og der nås sjældent frem til en meningsfuld konklusion. Derfor vil vi hellere tale om bymiljø.

Jeg savner en erkendelse af, at der overhovedet er et problem. For det er der. Moderne byggeri i de gamle bykerner har i langt de fleste tilfælde ødelagt bymiljøet, fordi det har fulgt modernismens regler og ladet hånt om stedets ånd. Det har slået byernes harmoni og sammenhæng i stykker. På vores hjemmeside er der en oversigt over, hvor hårdt det er gået ud over bykernerne i Danmarks 76 middelalderkøbstæder. Og det er desværre kun i meget få tilfælde lykkedes at skabe nye bydele med samme liv og atmosfære, som de ældre har. Der er muligvis skabt stor arkitektur, men ikke ret mange attraktive bymiljøer, der kan være til glæde for andre end dem, der bruger husene. Hvorfor er der ikke mere spændende i Ørestaden? Noget er gået galt.

Ifølge artiklen skal man kunne sanse en bygning, man skal gå ind i den og mærke rum og dimensioner. Jeg er uenig. Jeg har normalt ikke adgang til andre folks huse, men når jeg går på gaden, vil jeg gerne opleve et godt byrum. Hvad der er inde i husene, blander jeg mig ikke i.

Det hævdes, at grim og pæn er overvurderede begreber. For mig ligger skønheden i fraværet af det grimme (hvilket oftest vil sige det utilpassede). Alle danske købstæder var smukke og harmoniske frem til Første Verdenskrig, selv om der var ubeboelige og faldefærdige huse. Var husene blevet sat i stand i stedet for at blive revet ned, havde de gamle bykerner været smukkere. Desværre.

Et punkt hedder ”Kontekst, kontekst, kontekst”. Jeg kunne ikke være mere enig. Men det er jo netop dér, det er gået galt. Som et positivt eksempel nævnes Nationalbanken. Men den er og bliver en fremmed og fejlplaceret fugl, som har ødelagt et fint og sammenhængende bykvarter. Bygningen dræner området for liv og lukker sig inde bag sin høje mur. Og den korresponderer ikke med noget som helst. Hvorimod det, der var på stedet før, var smukt, livligt og harmonisk.

Der ikke bare er en kløft, men en verden, der adskiller mig fra Holger Dahl, når han peger på byrummet ved BLOX som vellykket. At pladsen mod Fæstningens Materialgård er fin, skyldes ikke BLOX, men materialgården. Pladsen havde været bedre med et mere hensynsfuldt nybyggeri. Og hvis der havde været et BLOX på begge sider, ville den ikke være noget rart sted.

Jeg er enig i behovet for kontraster. (Slagtergårdene var en god kontrast til det omkringliggende Vesterbro, og det virker hult, at Københavns Kommune ønsker en by med ”kant”, når den valgte at erstatte dem med konventionelt boligbyggeri). Men huse skal ikke skille sig ud bare for at være anderledes. De bør indgå i sammenhængen. Nyhavn ville være kedelig, hvis husene var ens. Men bare et enkelt moderne infill-byggeri vil ødelægge det fine bymiljø. De nye havnekvarterer er kedelige, fordi husene ligner hinanden for meget.

At størrelse betyder noget, er jeg også enig i. Netop derfor er det ulykkeligt, at der er bygget store huse i Københavns Indre By, f.x. i Borgergade, i Møntergade/Pilestræde/Landemærket, Knud Højgaards Hus på Kultorvet/Hauser Plads, Nationalbanken, Overformynderiet o.s.v. I en middelalderby er der en skala, som bør respekteres.

Artiklen lovpriser ”rytmen” i det meget store Vestersøhus. Men tænk, hvis alle de andre huse rundt om Søerne var ligesådan. Det ville være et mareridt. Husrækken på den anden side af Søerne er meget mere varieret, livlig og atmosfærefuld (på trods af nogle fæle fejlskud).

Vi værdsætter Holger Dahls forsøg på at nå over til os lægfolk på den anden side af kløften. Vi er meget interesserede i en dialog. Artiklen viser, at der er brug for større forståelse på begge sider af kløften.

Jep Loft

Formand for Arkitekturoprøret

www.arkitekturoproeret.dk