Lad os bygge smukt igen

Tag: Nordisk film

Københavns Kommune er nomineret

Københavns Kommune er nomineret til afstemningen om den myndighed, der har skadet bybevaringen mest i 2023.

Begrundelsen er, at kommunen ikke har levet op til sit ansvar for at forvalte vores vigtigste kulturarv: de enestående bymiljøer. Ingen dansk kommune har en større arv at forvalte. Derfor har kommunen også et særligt ansvar. Udviklingen har vist, at den ikke magter sin opgave.

Kommuneplan 2019 bestemte, at der skulle udarbejdes lokalplaner for Indre By og Christianshavn. Men intet er sket. Forvaltningen er været helt uinteresseret i konstruktive forslag fra Indre By Lokaludvalg, hvorefter bymiljøerne kunne beskyttes uden væsentlig arbejdsindsats.  Teknik- og Miljøforvaltningen har 2.500 medarbejdere og et budget på 2,6 mia. kr. Men den har ikke kunnet finde ressourcer til at udarbejde lokalplaner, som mange små kommuner for længst har gjort.

Så længe der ikke er lokalplaner, vil developpere og bygherrer komme med nye idéer til nedrivninger. Forvaltningen skal så i stedet bruge sine ressourcer på en strøm af nedrivningssager for bevaringsværdige bygninger:

   Jagtvej 171 er nedrevet. ATP er bygherre. Så meget for deres grønne bæredygtighedsprofil.

 

    Esplanaden 30 er nedrevet. Hotel Guldsmeden skulle bruge pladsen.

 

    Bredgade 74 A nedrives p.g.a. fejl i forvaltningens sagsbehandling. Dansk Design Muesum står for nedrivningen.

Forvaltningen anbefalede nedrivning af frygt for, at Kommunen ellers kunne blive tvunget til at købe huset. Havde man gjort sig den ulejlighed at spørge ejerne, ville man have fået det svar, at de aldrig ville sælge. Sagen  viste, at hverken forvaltning eller politikere  har forstået systemet med fredede og bevaringsværdige bygninger. Se nærmere her:

Arkitekturoprøret kæmpede forgæves imod nedrivning af hus fra 1777. Politiken Byrummonitor d. 4/5 – 2023. – Arkitekturoprøret (arkitekturoproeret.dk)

 

    Kulbanevej 32 nedrives.

 

         

Paladsteatret skal nedrives.

Den seneste nedrivningssag er Paladsteatret, som skal erstattes af et meget stort kontorhus. Egmont og Nordisk Film fortsætter med at vandalisere København, som om de ikke allerede har gjort skade nok i Pilestræde, Landemærket og Møntergade. Da kommunen iværksatte en afstemning om “Byens Sjæl”, vandt Palads stort. Man omdefinerede så kriterierne til, at bevaringsværdige huse ikke måtte deltage. Logikken er svær at få øje på. Planen om at bevare byens sjæl er nu faldet til jorden.

Forvaltningen er desuden kommet med skiftende og uholdbare begrundelser for at afvise forslag til bybevaring fra Indre By Lokaludvalg. Bl.a har det vist sig, at den ikke selv forstod retsvirkningerne af kommuneplanen i forhold til lokalplaner. I mere end et halvt år har lokaludvalget bedt om er møde med en af de tre direktører i Teknik- og Miljøforvaltningen. Men ingen har ikke kunnet afse tid.

Al snak om bæredygtighed i kommunen klinger hult, for nedrivning er et enormt ressourcespild. Borgmesteren synes at være ude af trit med sin forvaltning: Københavnerborgmester vil forbyde nedrivning: Bevaring bør altid være udgangspunktet (msn.com)

 

    Det nye Sølund. Bygherre er KAB.

Den fine husrække langs Sortedamssøen (med bl.a. “Irmahønen”)  skal nu ødelægges af trivielt kassebyggeri i form af Det nye Sølund. På intet tidspunkt faldt det kommunen ind at lave en lokalplan, der krævede hensyntagen til det eksisterende bymiljø.

 

    “Perlerækken” i Jernbanebyen.

Hvis kommunens lokalplan for Jernbanebyen baseres på det foreliggende vinderprojekt, skabes et nyt trivielt forstadskvarter, hvor et enestående bymiljø kunne været opstået.

 

Arkitekturoprøret indgiver høringssvar om Palads.

Vi har indgivet dette på Københavns Kommunes “Bliv Hørt”-portal

“Arkitekturoprøret ønsker at værne om kulturarven og bymiljøet. Derfor er vi imod nedrivning eller brutal ombygning af Palads.

Egmont/Nordisk Film taler om, at der år for år sælges færre biografbilletter, og bruger det som begrundelse for ønsket om nedrivning. Hvis planen realiseres, bliver det et stort kontorhus med biografer i kælderen. Det er sandsynligvis kontorhuset, der skal tjene pengene hjem til Egmont. Det har man erfaring med fra Pilestræde og Landemærket, som Egmont ødelagde i 1970’erne for at bygge kontorhuse til udlejning. At et nyt hus skulle føre til salg af flere biografbilletter, er jo langt fra sikkert. Hvis billetsalget på Det Kgl. Teater svigter, river man næppe huset ned af den grund. Det virker, som om svigtende billetsalg bare er en dårlig undskyldning.

Egmont/Nordisk Film har forsømt at gøre noget ved bygningen i mange år. Engang var den åben med udeservering mod Axeltorv. Det skabte et godt bymiljø på torvet, som kunne tiltrække publikum. Det bør man skabe igen. Det kan meget vel være dårlig ledelse, der har ført til det nedadgående billetsalg. Hvad har man gjort for at vende kurven? Ikke meget, der er synligt for offentligheden. Nye biografer vil alligevel være teknologisk forældede om 20 år. Teknisk forældelse er ikke et argument for at rive bygningen ned.

Nye biografsale kan bygges under jorden på Axeltorv. Egmont/Nordisk Film påstår, at Københavns Kommune forlanger et mageskifte, så kommunen får noget af Palads-grunden til gengæld for jord under torvet. Det lyder ikke troværdigt. I så fald ville den del af bygningen jo skulle nedrives, og så var der intet vundet. At kommunen skulle stille sig i vejen for den løsning ville være helt urimeligt.

Ej heller lyder det troværdigt, at kommunen skulle forlange en for høj pris for jorden under Axeltorv. Hvis konsekvensen bliver, at Egmont/Nordisk Film i stedet river bygningen ned, tjener kommunen jo ingenting. Kommunen har udtalt, at man er nødt til at kræve markedspris for jorden. Hvordan skulle man kunne fastlægge en markedspris? Det eneste relevante sammenligningsgrundlag er jorden under Dantes Plads. Den solgte kommunen for 2 mio kr.

Hvis Egmont/Nordisk Film ønsker større sale, kunne en alternativ løsning være at vælge at satse enten på ungdommen eller på det mere modne publikum og så reducere antallet af sale fra 12 til 6.

Københavns Kommune har en klimapolitik. Det strider mod den at nedrive bygninger i stedet for at renovere dem. Indre By har et fint bymiljø. De ældre huse skal ikke nedrives. Hvis man er utilfreds med sit hus, kan man sælge det og bygge et nyt et andet sted.

Denne sag er endnu et bevis på, at det haster med bevarende lokalplaner for Indre By, som det er vedtaget i Kommuneplanen. De ville spare kommunen for meget arbejde. Man kunne hurtigt afvise ansøgninger som denne. De ressourcer, der bruges på denne sag, kunne bruges til at lave lokalplanerne.”

Man kan indsende høringssvar indtil d 22/6 her.

 

© 2024 Arkitekturoprøret

Tema af Anders NorenOp ↑