Begrundelse:

Sideløbende med, at Odense Kommune i 2020 har formuleret visioner om bybevaring i en ny, arkitekturstrategi, arbejder forvaltningen på at amputere en bevarende lokalplan for kvarteret Gerthasminde, der netop skulle sikre dette område af Odense, der i sit arkitektoniske udtryk er af allervigtigste nationale betydning.

Gerthasminde-kvarteret i Odense er et kulturhistorisk miljø i absolut særklasse, opført i årene omkring første verdenskrig. Intet sted i Danmark findes så stor og tæt en koncentration af huse tegnet af Anton Rosen, og intetsteds har stjernearkitekten haft så frie rammer til at realisere datidens drøm om den ideale bybebyggelse. Gerthasminde er på alle måder unikt. Derfor vedtog Odense Kommune i 1991 en restriktiv bevarende lokalplan, der indkapslede hele den karré, hvor kvarteret ligger.

Indenfor dette område på en grund, hvor der siden 1960’erne har ligget lave garager, og hvorfra der hidtil har været uhindret indkig til og udsyn fra kvarteret, ønsker Odense Kommune nu at tillade to firkantede boligblokke i ti meters højde. Til det formål har kommunen behændigt klippet den relevante matrikel ud af lokalplanen, så bygherren kan hjælpes i mål.

Kommunen tilsidesætter hermed de hidtidige bevaringshensyn. Manøvren vil amputere formålet med lokalplanen, og der vil pludselig kunne bygges på et område, som ellers i 1991-planen “på længere sigt” var tiltænkt som “grønt friareal […] for at gøre området kønnere”.

Den perle, Gerthasminde-kvarteret er, burde være en kilde til stolthed i Odense Kommune, og noget kommunen gjorde alt for at værne om og synliggøre.