DE VÆRSTE ØDELÆGGELSER AF DANSKE BYMILJØER.
De danske bymiljøer er vores væsentligste kulturarv. De findes primært i de 76 middelalderkøbstæder. De har atmosfære og liv, som ikke findes i nye bydele. Men vi passer ikke på dem. I modsætning til naturmiljøerne er bymiljøerne ikke beskyttede. Kun få kommuner har lavet bevarende lokalplaner, og derfor er der sket store ødelæggelser under betegnelser som ’udvikling’ og ’fremskridt’. Der har været tale om det modsatte.
Her følger en oversigt over ti af de største og mest ødelæggende indgreb i de gamle bymiljøer. Den er baseret på besøg i alle landets købstæder og besigtigelse af alle bygninger i deres gamle bykerner. Skaderne er opgjort efter kriterier, som vedrører, hvor skadeligt byggeriet er for sammenhængen og harmonien i bymiljøet, hvor værdifulde de nedrevne bygninger var, og tidspunktet for nedrivningen (jo nyere, jo værre). Der er ikke tale om en vurdering af arkitektur. Se nærmere på GodeByer.dk.
Den tidligere Planstyrelse udarbejdede et antal kommuneatlas over bevaringsværdige bygninger, baseret på deres arkitektoniske, kulturhistoriske og miljømæssige værdi, samt deres originalitet og tilstand. I modsætning til kommuneatlasserne drejer denne oversigt sig om de bygninger, der gør skade på bymiljøerne. Et anonymt hus kan være værdifuldt i en sammenhæng, mens et hus med høj arkitektonisk værdi og originalitet kan være fejlplaceret. Af de ovenfor nævnte fem kriterier indgår de fire således ikke her; den bymiljømæssige værdi er derimod helt central.
De store ødelæggelser skyldes gadegennembrud, saneringer, bankbyggerier, kommunale byggerier og butikskæder. Et trist kapitel er det fantasiløse byggeri på havne overalt i landet, men her er der mere tale om forspildte chancer end om ødelæggelse af noget bestående.
NR 10: MAGASIN, IMMERVAD/LILLE TORV, AARHUS
Denne bygning ligger som en knytnæve i ansigtet på den gamle Midtby i Aarhus. Den er et eksempel på hensynsløst byggeri, og en erindring om, hvor galt det var tæt på at gå for Aarhus. Byrådet havde i 1960’erne planlagt, at der skulle føres en motorgade gennem Midtbyen fra Immervad til Nørreport. 155 ejendomme skulle nedrives. I sidste øjeblik fik en ung aktivist henledt borgmesterens opmærksomhed på katastrofens omfang. Han lyttede til hende og fik afværget planen.
NR 9: BREMERHOLM/HOLMENS KANAL, KØBENHAVN
Gadegennembruddet i Bremerholm i 1930’erne er et af de helt store indgreb i Københavns Middelalderby. Østsiden domineres af Magasin (som tidligere havde ødelagt Lille Kongensgade) og af Danske Banks glashuse.
På vestsiden ligger bl.a. Overformynderiet. Ved siden af det blev to karréer i det ellers næsten intakte Mayonnaisekvarter ved Nikolaj Kirke i 1960 bulldozet til fordel for et trist kontorbyggeri. Hummergade, der løb parallelt med Laxegade, forsvandt helt. Sammen med Nationalbanken dominerer disse bygninger nu Holmens Kanal. Alle tre huse lukker sig om sig selv og dræner gaderne for liv.
NR 8: BLOX, KØBENHAVN
Der var mange protester, da Realdania annoncerede planerne om dette nybyggeri. Ingen kan påstå, at bygherren ikke var advaret mod det, der i dag står som en fiasko – æstetisk, funktionelt og økonomisk. Huset synes at ville provokere og skille sig mest muligt ud fra omgivelserne. At det ligger i en middelalderbykærne, er der ikke taget hensyn til. Det kunne lige så godt ligge i Rotterdams havn eller en forstad til Los Angeles.
NR 7: RÅDHUSET, SPRINGVANDSPLADSEN 5, HJØRRING
Kommuner er skyld i meget uheldigt nybyggeri. I Hjørring er det gået helt galt. Byens naturlige centrum ved Søndergade/Springvandspladsen/Strømgade er nedrevet, og et voldsomt og utilpasset rådhusbyggeri dominerer nu. Søndergade har fået et kedeligt forstadspræg. Man bør gå varsomt frem i middelalderbykerner, specielt når der er tale om en mindre by. Hele Hjørring by er forandret som følge af dette byggeri.
NR 6: RÅDHUSET, TORVET 3, GRENAA
Kommunalreformen i 1970 medførte meget nybyggeri, som gjorde skade i de gamle købstæder. I alt er der ca. 50 utilpassede kommunale bygninger i de gamle bykerner. Det værste eksempel er nok rådhuset i Grenaa. Den trekantede karré mellem Mogensgade og Nørregade udgjorde en væsentlig del af middelalderbyen. Den er nu erstattet af et kedeligt 70’er-byggeri. Man må spørge sig selv, hvorfor kommunalpolitikerne gerne ville lægge deres nye rådhus i den gamle bydel, når de nu alligevel valgte at rive den ned.
NR 5: NYTORV/SLOTSGADE, AALBORG
Man skulle tro, at Nytorv i Aalborg blev bombet under krigen. De store butikker ligner noget, man normalt ville placere på en mark uden for en by. I hele landet er der ca. 70 ødelæggelser, der skyldes butikskæder.
NR 4: ADELGADE/BORGERGADE, KØBENHAVN
Københavns byhistorie er præget af brandene i 1728 og 1795 samt englændernes bombardement i 1807. Kun få områder gik fri, og blandt dem var Adelgade/Borgerdage-kvarteret det største. Saneringen skete i 1950’erne, og den repræsenterer nok det største kulturtab i Danmark efter 1945. Vel var ejendommene i dårlig stand, men det var de fleste andre gamle huse også. I dag må vi være lykkelige for dem, der undgik sanering.
NR 3: BUDOLFI PLADS/ ALGADE 41-51, AALBORG
De fleste af landets ti domkirkepladser fremstår som sammenhængende og harmoniske. Her skiller Aalborg sig uheldigt ud. Ikke alene er der lige op ad Budolfi Kirke bygget en bankbygning, der ligner et parkeringshus; kommunen har kastet salt i såret ved at premiere byggeriet. Banker er skyld i ca. 150 overgreb mod bymiljøet i middelalderbykernerne, og desværre ofte dér, hvor det gør mest ondt: på torvene.
NR 2: THOMAS B. THRIGESGADE, ODENSE
Odense har ikke magtet at værne om sin store kulturarv. Thomas B. Thrigesgade skar bykernen over i to halvdele og efterlod kvarteret ved H.C.Andersens hus som en isoleret ø. Man indså fejlen, nedlagde gaden og påbegyndte et stort nybyggeri. Men byens hovedakse er ikke blevet genskabt, og det moderne byggeri slår middelalderbyens sammenhæng i stykker.
NR 1: PILESTRÆDE/LANDEMÆRKET, KØBENHAVN
Gutenberghus/Egmont har ødelagt hele den store karré Vognmagergade/ Møntergade/Pilestræde/Landemærket. Vognmagergade kom først allerede i 1935, Møntergade fulgte i 1962-65. Helt urimelige var nedrivningerne i Pilestræde og Landemærket, der skete så sent som i 1971-73; bygherren havde ikke brug for bygningerne, idet de har været lejet ud lige siden, de blev bygget. Ved samme lejlighed blev også den anden side af Pilestræde nedrevet, og gadens forløb blev flyttet. Resultatet blev ikke alene et goldt og utilpasset byggeri, som erstattede et livligt bykvarter. Det alt for store hus kan ses helt op til Frue Plads, og dermed har hele det enestående Latinerkvarter lidt skade.
KONKLUSION
Af denne triste liste drager jeg den konklusion, at forvaltningen af vores vigtigste kulturarv ikke ligger trygt hos kommunerne. Som det er i dag, har de enevældig magt i sager om nedrivninger. Kommunalpolitikere er ikke valgt på grund af deres indsigt i eller interesse for kulturarven. Og der er ingen appelinstans, som der er i naturmiljøsager. Der er brug for lovgivning, der giver bymiljøer samme beskyttelse som naturmiljøer.
Jep Loft
Formand for Arkitekturoprøret på Facebook
Seneste kommentarer