Lad os bygge smukt igen

Tag: Ringsted

Nakskov river ned og „moderniserer‟ det fine torv. Folketidende d. 25/5 – 2022. Nakskov Ugeavis uge 22.

   

Vi har dette indlæg i Folketidende:

Kære Byråd i Lolland Kommune.

Efter at have beskæftiget mig med bybevaring og byudvikling i en menneskealder er der én ting, som jeg ikke længere er i tvivl om: jeres rådgivere i disse sager har for ringe kontakt til den brede befolkning.

Fagfolkene – arkitekter og byplanlæggere – har alt for længe bevæget sig i deres egen verden, hvor de har bekræftet sig selv og hinanden i deres egne fortræffeligheder. De har ikke været specielt interesserede i at lytte til lægfolk. Og de kaster sig gerne ud i nye projekter – ofte uden at bekymre sig ret meget om det, de ødelægger.

Jeg er sikker på, at det kom som en stor overraskelse for byrådet i Ringsted, at den nye pavillon på byens torv i Arkitekturoprørets afstemning blev kåret som det værste byggeri i Danmark i 2021. Borgmesteren kom i landsdækkende presse i et omfang, som han næppe havde oplevet før. Oven i måtte Ringsted – af flere andre årsager – se sig kåret til landets dårligste kommune til bybevaring. Bystyret savnede fornemmelse for borgernes omsorg for deres by.

Nu vil I radikalt ændre på det fine torv i Nakskov. I gør det vel i den bedste mening. Men har I byens borgere med jer? Gør I ikke mere skade end gavn? I Arkitekturoprøret er vi fortvivlede over nedrivningerne i Havnegade. Vi håber, at der vil blive bygget nye huse, der er mage til de gamle, så det ikke går med Nakskovs enestående havnefront, som det gik i Sønderborg, hvor man rev ned og byggede trivielle, moderne boliger uden forståelse for havnefrontens særlige kvalitet.

Kære byrådsmedlemmer. Pas på torvet i Nakskov. Lyt til dem, der virkelig bekymrer sig om bymiljøet i byen. Tvivlen bør komme torvet til gode.

Jep Loft

Arkitekturoprøret

Indlægget kom også i ugeavisen uge 22 2022:

Læs også her tidligere indlæg om sagen.

Artikler om Havnegade.

 

 

Realdania afviser kritik fra Arkitekturoprøret.

I forlængelse af afstemningen om den værste bygning i 2021 skrev vi følgende til Realdania:

 

„Hr. Lars Krarup, Realdania.

Vedr. Pavillonen i Ringsted og Realdanias projektpolitik i almindelighed.

Kære Hr. Krarup.

Arkitekturoprøret har i en afstemning kåret den nye Pavillon i Ringsted som det værste byggeri i 2021. Uanset hvad De måtte mene om Arkitekturoprøret, går vi ud fra, at De hellere havde været denne kåring foruden. Det bør betænkes, at det er almindelige borgere (heraf sandsynligvis mange fra Ringsted), der med et overvældende flertal har truffet valget. Ingen i vores ledelse har blandet sig i hverken nomineringer eller afstemning. Afstemningsresultatet har vakt betydelig opmærksomhed i pressen – ikke bare den lokale, men også den landsdækkende.

Stemmetallene kan ses her:

Resultaterne af Arkitekturoprørets tre afstemninger.

Som vi tidligere har givet udtryk for, føler vi, at Realdania bør tilstræbe alene at støtte projekter, der af et bredt flertal opfattes som gavnlige; det kan ikke være ønskværdigt at gennemføre projekter, der deler befolkningen og gør mange mennesker fortvivlede. Pavillonen kommer i forlængelse af projekter som BLOX og Nyborg Slot. Alle tre er udtryk for en holdning blandt arkitekter, der går ud på, at man ikke skal bekymre sig om lægfolks kritik. Arkitekten bag BLOX udtalte endda et ønske om at provokere.

Realdanias formue er skabt af almindelige låntagere. Derfor bør man vise ydmyghed og respekt for almindelige menneskers følelser. Det kan ikke være rigtigt, at man optræder hensynsløst på sårbare, historiske steder.

Der er efter vor mening brug for en holdningsændring i Realdania.

Med venlig hilsen

Jep Loft, formand

Arkitekturoprøret.‟

 

Vi har modtaget dette svar:

„Kære Jep.

Realdanias bestyrelsesformand Lars Krarup har bedt mig sende dig et uddybende svar vedr. din henvendelse omkring pavillonen på Ringsted Torv, hvor du fortæller om afgørelsen på jeres afstemning og deler din holdning til Realdanias arbejde med nyere arkitektur mere generelt.

Arkitektur har stor betydning for hverdagen og for vores byer og vores livskvalitet, og det er derfor helt naturligt, at nybyggeri vækker debat. Det er jeres afstemning i Arkitekturoprøret jo også et klart udtryk for. Vi hilser dialogen og engagementet velkommen, selvom vi selvfølgelig er ærgerlige over den aktuelle afgørelse på jeres afstemning.

For Realdania er det vigtigste, at torv og pavillon i Ringsted bidrager til et levende bymiljø for beboere og besøgende. Vi synes derfor, det er mest rimeligt at bedømme projektet på Ringsted Torv, når det for alvor er taget i brug som bygning og byrum, og vi har set, hvordan torvelivet udvikler sig over tid. Mange aktører har været involveret i processen undervejs, og som jeg forstår det, er der gjort meget for at imødekomme lokale ønsker og behov.

Der vil altid være flere holdninger til arkitektur og ikke mindst nybyggeri. Ligesom der også altid vil være flere holdninger til projekter, som Realdania vælger at støtte. Også når det gælder udseende. Realdanias holdning er, at arkitektur er andet og mere end det øjet ser – det handler også om at skabe nye muligheder for byliv og gode rammer for fællesskab. Vi håber derfor, at pavillonen i Ringsted vil bidrage til begge dele. Det vil også være til gavn for kulturlivet og aktiviteter i og omkring Sct. Bendts kirke.

Jeg takker dig for din store interesse i Realdanias arbejde.

Med venlig hilsen

Nina Kovsted Helk

Filantropidirektør (CPO)‟

 

Farvel til Holger Dahl. Berlingske d 9/3 – 2022.

 

Vi har denne artikel i Berlingske:

FARVEL TIL HOLGER DAHL

Holger Dahl har sagt farvel til Arkitekturoprøret. Han er navnlig utilfreds med vores kåring af det almennyttige boligbyggeri på Jomfrulågen i Faaborg som det bedste i 2021. I en artikel i Berlingske d. 5/3  får husene det af arkitekter så ofte benyttede prædikat ”pastiche” med på vejen. Efter Holger Dahls mening kopierer de bare den mest generiske købstadsarkitektur, og det er banal og fuldstændig ligegyldig arkitektur. Det kan han ikke være med til.

Det er der desværre ikke mange arkitekter, der har kunnet gennem de seneste 100 år. Det har været normen, at alle nye huse skulle finde nye veje (for at undgå at blive udskammet som pastiche). Og det har medført uoprettelige skader på vores (få) fine, ældre bymiljøer. Og hvad har byggebranchen selv skabt i alle de nye bydele? Kedelige forstadskvarterer med boligblokke, punkthuse og højhuse, uden det bymiljø, der findes i de ældre bydele. I øvrigt er de nye huse ofte påfaldende ens i en monoton, kasseformet byggestil. Men pastiche er de åbenbart ikke.

Men nej, Holger Dahl: byggeriet i Faaborg er ikke banalt. Det er modig nytænkning. Det er et opgør med 100 års modernistisk ensretning. Det går nye veje: det prøver at indpasse sig efter omgivelserne. Det giver noget tilbage til det byområde, hvori det er opført, og derved skaber det en mere værdifuld helhed. Det øger værdien af bymiljøet i stedet for at forringe den. (Det samme gjaldt sidste års vinder, husene i Kullinggade i Svendborg, som Holger Dahl også kaldte pastiche). Arkitekten har turdet gå op imod den lære, som generation efter generation af arkitekter er blevet indpodet på deres studier. Normalt er det umuligt at se på et nyt hus, om det ligger i Danmark, Peru eller Kina. Her er huse, der tør være vores danske byggestil bekendt.

Hertil kommer så, at det åbenbart er den byggestil, almindelige mennesker værdsætter mest. Kåringen er et resultat af en afstemning, hvor alle har kunnet nominere kandidater, og alle har haft stemmeret. Det betyder måske ikke ret meget i arkitektkredse, hvad ikke-uddannede mener. Men vi håber, at bygherrer, developere, politikere og planlæggere vil lytte til den brede befolknings ønsker.

Arkitekturoprøret er ikke en salon af smagsdommere. Derfor giver det ikke mening, når Holger Dahl beder vores forening om at sætte sig ind i mellemregningerne og forstå de teoretiske overvejelser bag den pavillon i Ringsted, som blev kåret til det værste byggeri i 2021. Vi er et talerør for almindelige mennesker, og de har ret til at give deres mening til kende uden at skulle modtage belæring først. Det har de gjort ved fredsommelige afstemninger. Jeg kender ikke til de hysteriske Facebook-krigere, som Holger Dahl omtaler. Skulle der være nogle få, så fred være med det. Der er trods alt ca. 10.000 medlemmer i vores Facebookgruppe (og flere hundred tusind i de andre nordiske lande), og der er ingen, der bestemmer, hvad de skal mene. Holger Dahl burde hellere værdsætte, at vi har bidraget til bymiljødebatten med mere end 100 avisartikler gennem de seneste 2-3 år. De kan læses på vores hjemmeside.

Jeg er optimist. Jeg håber på et farvel til den modernistiske arkitektur og et goddag til Holger Dahl, når han engang kommer på andre tanker.

Jep Loft

Formand for Arkitekturoprøret

Link til artiklen.

Resultaterne af Arkitekturoprørets tre afstemninger.

Der blev i alt afgivet 5.170 stemmer.

Vinder af afstemningen om værste bygning i 2021 blev Pavillonen på Torvet i Ringsted.

Pavillonen er tegnet af Gottlieb Paludan Architects og opført med midler fra Realdania og Ringsted Kommune.

Stemmetallene var:

Pavillon i Ringsted 707
Viborg – Peak 12 Hotel 377
Ørestads Boulevard 45 269
Fællesbyg Køge Kyst 163
Arkitektskolen Aarhus 159
TBT Tower i Thomas B. Thriges Gade, Odense C. 77
Wake Up Hotel, Borgergade i København 54
Brøddan 3, 3740 Svaneke 47
P-hus ved Royal Arena i Ørestaden 46
Jacobsens Hus, Ny Carlsbergvej i Valby 45
Aurehøj Gymnasiums musiktilbygning i Gentofte 42
Klostergården i Kolding 30
Sundhedshus i Christiansfeld 28
Boligbyggeri ved Lyngby Lokal Station 25
Højhus, Tuborg Syd 23
Koldings nye pædagogseminarium 22
Ny Islands Brygge Skole på Artillerivej 126, Kbh 20
Stemmer i alt 2134

Vinder af afstemningen om bedste byggeri i 2021 blev de 17 nye boliger på Jomfrulågen i Faaborg.

Byggeriet er tegnet af Archidea og udviklet af Udviklingsselskabet Faaborg og PH Byg for Faaborg Boligforening.

Stemmetallene var:

Jomfrulågen, Faaborg 428
Villa Landluft, på Skovvangsvej i Aarhus 327
Stenbjerghus, Sydhavn 4, Aabenraa 295
Ny Østergade 24-30, København 254
Allégade 30A og 30B i Tønder 210
Stemmer i alt 1514

Vinder af afstemningen om dårligste kommune til bybevaring blev Ringsted.

Læs motiveringen her.

Stemmetallene var:

Ringsted 693
Aarhus 475
København 354
Stemmer i alt 1522

AFGIV DINE STEMMER

Man kan stemme på det værste byggeri i 2021 – der er 17 bygninger at vælge imellem

og på det bedste byggeri i 2021 – der er 5 bygninger at vælge imellem

samt på den dårligste kommune til bybevaring i 2021 – der er 3 kommuner at vælge imellem.

Alle har kunnet nominere kandidater,  og alle har stemmeret.  Der kan stemmes i hele februar måned.

 

Afgiv dine stemmer her.

 

Ringsted er nomineret til afstemningen om den dårligste kommune til bybevaring.

Ringsted er nomineret til afstemningen om dårligste kommune til bybevaring i 2021.

Motivering:

I Ringsted Kommune har skiftende byråd gennem snart mange år vægtet private investorer/spekulanters hurtige profit højere end borgerne og byens identitet og langsigtede attraktivitet. På trods af, at bevaringsværdige bygninger og kulturmiljøer bliver udpeget i kommuneplanen, så er der ikke udarbejdet én eneste lokalplan med bevaringssigte i over 20 år. Samtidig er der heller ikke en eneste ejer, der har fået afslag på nedrivning af deres bevaringsværdige hus, hvis de søgte om det i samme periode. Af eksempler kan nævnes nedenstående:

Ringsted Dampmølle bygget i 1922. God, solid og meget markant bygning. Registreret som både bevaringsværdig bygning, bevaringsværdigt kulturmiljø samt regionalt industriminde. Tilladelse til nedrivning til fordel for nybyggede almene boliger.

”Ægpakkeriet” i en pigstensbelagt baggård i bymidten. Oprindeligt en god og solid bygning i en meget hyggelig baggård, hvor man kunne mærke historien og atmosfæren. Ejeren (stort ejendomsselskab) ville rive ned til fordel for nybyggeri i flere etager. På mystisk vis blev der observeret et oversavet spær i hovedbygningen. Kort efter styrtede taget sammen (se billedet) og ejeren søgte om nedrivningstilladelse og fik den af byrådet. Projektet er efterfølgende umiddelbart gået i stå, men det bevaringsværdige kulturmiljø (således vedtaget i byrådets egen kommuneplan) er tabt for altid.

Tidligere præstegård og børnehjem. Ejet af Ringsted Kommune selv, men solgt til en lokal spekulant, der officielt efterfølgende fik nedrivningstilladelse på grund af kommunens dårlige vedligeholdelse. Spekulanten skyndede på kommunen for en ny lokalplan, der gav mulighed for ca. 30 nye boliger. Efter flere års stilstand solgte spekulanten grunden videre med kæmpe fortjeneste (fordi der nu var en lokalplan med mulighed for nedrivning af børnehjem og med plads til 30 boliger centralt i byen). På grunden står nu en i bedste fald tvivlsom boligmaskine af billige materialer og industripudsede facader, der ødelægger den ellers smukke gade.

Den smukke proprietærgård Knudslund var desværre i vejen for byens nye industriområde. Gården er bygget i 1918 og tegnet af nogle af Bedre Byggeskiks mest fremmelige arkitekter; Ivar Bentsen og Marius Pedersen. Gården med tilhørende jord blev købt af transportfirmaet DSV, der stadig ejer den, i 00’erne. Helt op til salget stod gården beboet og upåklageligt vedligeholdt. Den nye ejer fjernede derpå alle vinduer og døre, så vind og vejr kunne ødelægge bygningen. Så er det meget lettere at få nedrivningstilladelse senere. Gennemført gode og dyre kvalitetsmaterialer, der langsomt rådner op. Dette kunne være undgået med bevaringsbestemmelser. Nedrivningstilladelsen blev givet uden nogen protester af Ringsted Byråd.

Til ovenstående eksempler kommer også en længere række ældre by- og landhuse, flere stråtækte bindingsværksejendomme, der har afgørende betydning for miljøet i byerne og det åbne land. Alle disse er der (og bliver stadig) givet nedrivningstilladelse til, hvis ejerne ansøger om det. Det mest ødelæggende er dog de manglende bevaringsbestemmelser rundt omkring i hele kommunen, der gør, at skiftende ejere blot kan ødelægge bevaringsværdige ejendomme langsomt (eller hurtigt) ved fx udskiftning af vinduer og tag til ringere og grimmere produkter, pudsning af smukt detaljeret murværk eller uheldige tilbygninger. Alt dette kan gøres, så længe de ikke direkte river bygningen ned, fordi der så godt som ingen bevaringsbestemmelser findes i kommunens lokalplaner.

I lyset af ovenstående, finder vi det mere end rimeligt, at Ringsted Kommune er selvskrevet som en af de dårligste kommuner i landet til bevaring af smukke by- og landmiljøer.

Bygningskultur Ringsted.

© 2025 Arkitekturoprøret

Tema af Anders NorenOp ↑