Lad os bygge smukt igen

Tag: skanderborg kommune

Skanderborg Kommune er nomineret

Skanderborg kommunes synderegister, når det gælder hensynet til bygningsbevaringsværdig bebyggelse i Skanderborg midtby, er både langt og omfangsrigt.

Set over langs kunne det se ud, som om byrådet i Skanderborg har det som en skjult dagsorden at fjerne alt, hvad der ligner fortid, for dermed at signalere, at Skanderborg er en by, der er med på noderne – for hver en pris.

Den byplanmæssigt støttede ødelæggelse af byens gamle købstadscharme er påbegyndt for flere år siden, men har indtil for få år siden holdt sig til den nordlige del af byens hovedstrøg, Adelgade, men de miljødræbende forandringer har inden for de sidste år også bredt sig til den sydlige del af Adelgade.

 

    Den nordlige del af Adelgade

På det nordlige strøg er der siden 1970’erne sket en voldsom udskiftning af bevaringsværdige ældre bygninger af gennemgående lavt format til fordel for åndløst byggeri i 3-4 etager med forretningscentret Blom som det værste eksempel.

 

    Den fredede kro

Den eneste fredede ejendom på denne nordlige strækning, den gamle, enetages landevejskro, i en årrække kaldet ”Jylland”, er det lykkedes skiftende ejere – med bifald fra byrådet (sic!) – at få ophævet fredningen af (i 2018), og den efterfølgende kommunale nedrivningstilladelse var en ren formssag. Denne nedrivning trækker andre med sig, så der nu kan bygges et længere og langt højere forhus.

 Også på det nordlige strøg, mellem hovedgaden og søen, er der på det seneste tæt på selve søbrinken opført et bolig- og forretningsbyggeri på op til syv etager, hvis fremmedhed for stedet søges forsvaret med den misvisende historiske betegnelse: ”Lille Nyhavn”! Og så er byggeriet opført udenom gældende regler. I øvrigt kniber det med at udleje både boliger og forretningslokaler.

 

    Tre bevaringsværdige huse blev nedrevet ved det gamle rådhus

 

     De nye huse ved det gamle rådhus

Bystyrets foragt for byens historie er nu slået igennem også i den sydlige ende af byen. Her er tre bevaringsværdige bygninger i 2020 blevet fjernet til fordel for et højst utilpasset boligbyggeri på op til flere etager, som på ingen måde respekterer den historiske bebyggelsesstruktur med forhus og bagbebyggelse, men er udformet, så det omklamrer byens gamle rådhus og politistation fra 1860, fredet i 1979. Dette er nu som en hund i et spil kegler.

    Dr. Hindhedes villa

Her stopper vansiringen af byen ikke. Næste ”fremskridt” er nedrivning af dr. Hindhedes villa på hjørnet af Adelgade og Emilievej. Den lave hjørnebebyggelse fra 1890’erne skal erstattes af et højt boligbyggeri, som er af samme skuffe som det for få år siden forpurrede boligbyggeri af den hollandske arkitekt van Egeraat på Christianhavn-siden i Københavns havn. Men skandaløse Skanderborg kan!

 Står det til byrådet, vil det meste af Adelgade snart ligne Søborg Hovedgade, ja, det vil sige, denne har trods alt nok mere at byde på.

© 2024 Arkitekturoprøret

Tema af Anders NorenOp ↑