Weekend Avisen bringer i denne uge en forkortet version af dette indlæg:
FRI OS FRA MENINGSLØSE KOMMUNALE ARKITEKTURPOLITIKKER
Der er snart kommunalvalg, og det er ved at gå op for en del kommunalpolitikere, at deres vælgere er utilfredse med det byggeri, der skyder op overalt. Borgerne er fortvivlede over nedrivninger i fine, ældre bymiljøer og efterfølgende ødelæggende, stedfremmedt nybyggeri. Og de er deprimerede over de mange nye, triste murstensghettoer, der kunne være blevet til attraktive bykvarterer. Arkitekturoprørets Facebookgruppe får hundredvis af nye medlemmer hver uge.
I Aarhus har rådmanden for teknik reageret på, at hans kommune i Arkitekturoprørets afstemning netop er blevet kåret som landets dårligste til bybevaring. Han peger på, at ansættelsen af en ny stadsarkitekt markerer et ønske om at styrke stadsarkitektembedets opgave i forhold til at forme den langsigtede udvikling af byens arkitektoniske udtryk frem for udviklingen af enkeltprojekter.
Det lyder fint, men erfaringen har vist, at det kommer der med stor sandsynlighed ikke ret meget ud af. Arkitekturpolitikker er tit noget akademisk-teoretisk snak med en masse fine ord, som ikke giver nogen konkret mening. Dertil kommer, at arkitekturpolitikker ofte bevidst ikke udmøntes i handling. København har en erklæret politik, hvorefter man vil bevare stedernes egenart; men kommunen har netop bygget et nyt hus i Nansensgade, som gør det stik modsatte. Den nye stadsarkitekt i Aarhus har allerede udtalt, at bæredygtighed har topprioritet; men kommunen nedriver løbende det ene bevaringsværdige hus efter det andet for at bygge nyt og større – et stort miljømæssigt ressourcespild, som lader hånt om klimasagen. Rådmanden siger ikke noget om, at den praksis skal ophøre.
Debatter om arkitektur fører lige så lidt med sig som debatter om moderne kunst. Fagfolkene har sikkert glæde af dem som intellektuelle øvelser, men for os andre har de beskeden værdi. Og de har i de seneste 100 år ikke ført til nogen brugbare resultater.
Derfor er der mere brug for en bymiljøpolitik. Ligesom der findes en naturmiljøpolitik. Vælgerne vil gerne have gode og trygge bymiljøer. Og det får de ikke, hvis byggeriet skal leve op til de gældende, menneskefjendske værdinormer for god arkitektur. I 100 år modernismen været dominerende, og det er den desværre stadig (men forhåbentlig ikke ret meget længere). Fagfolkene har for længst mistet forbindelsen til den brede befolkning. De har i årevis glædet sig over deres store arkitektur, men de har ikke skabt ét eneste rigtigt bymiljø.
Jeg har læst mange bøger om arkitekturhistorie med omtale af de store milepæle i de sidste 100 års arkitektur; men jeg har så godt som aldrig set en omtale af bygningernes tilpasning til de omkringliggende bykvarterer. Hver bygning bliver vurderet som et isoleret kunstværk. Det er en forfejlet tilgang. Det afgørende må være, om en nybygning bidrager til helheden og løfter kvaliteten af bymiljøet. Men hovedreglen for arkitekter synes i mange år at have været, at de ikke skulle indpasse nye huse efter omgivelserne – tværtimod har infill-byggeri og tilbygninger søgt at skabe mest mulig kontrast i både form og skala og dermed bevidst slået helheden og sammenhængen i stykker. Desuden lovpriser bøger om dansk arkitektur altid huse som Hornbækhus og Vestersøhus i København; men der er aldrig nogen, der bemærker, at hvis hele byen bestod af den slags kæmpestore byggerier, ville det være et mareridt; det ville være, som hvis der kun fandtes plantager og ingen naturskove. Og det er først i det seneste årti, at arkitekturhistorikerne (hårdt presset) har indrømmet, at Nationalbanken i København er fejlplaceret og derfor har gjort stor skade på bymiljøet.
Det er besynderligt, at arkitekturkritikken over hele verden i 100 år har manglet den afgørende dimension: at man bør indpasse et hus i en større helhed. Hvordan har det kunnet ske, at vi nu i 100 år har ødelagt ældre bymiljøer uden at kunne skabe nye? Hvorfor har ingen har kunnet gøre noget for at få det standset? Hvorfor har man ikke interesseret sig mere for helheder? Hvordan har den akademiske verden kunnet svigte så markant? Hvad er der foregået på arkitektskolerne? Og hvorfor kan man ikke frede en helhed? Hvorfor kan man ikke frede facader alene?
Fra 1933 til langt inde i 1970’erne har arkitektstanden følt sig bundet af Le Corbusiers bastante Athen-charter. Og jeg er ikke bekendt med, at den nogen side på afgørende vis har brudt med det. Selvfølgelig kan alle se nu, at man ikke bør opdele byer i kvarterer med hver deres funktion. Men det arrogante påbud: “The practice of using styles of the past on aesthetic pretexts for new structures erected in historic areas has harmful consequences. Neither the continuation of such practices nor the introduction of such initiatives will be tolerated in any form” påvirker sandsynligvis arkitekters tankesæt den dag i dag. Hvornår får de modet til at gøre sig fri? Det er da absurd at ville forbyde nye initiativer.
Men lad akademikere og fagfolk diskutere arkitektur. I kommunerne er der brug for at diskutere, hvordan vi bevarer og får nye gode bymiljøer. Her har fagfolkene i forvaltningerne ikke været til megen nytte. De har som deres fagfæller i byggebranchen været uden tilstrækkelig sans for sammenhæng, samlingspunkter, harmoni, atmosfære, liv, mangfoldighed, diversitet – alt det, der gør en by til en rigtig by. Resultaterne kan man se overalt. Men der er jo ikke så meget at diskutere. Alle kan se, hvad der fungerer, og hvad der ikke gør: Det er de ældre bykvarterer, der har de mest attraktive bymiljøer.
Så kære kommunalpolitikere: Spar pengene til at udarbejde arkitekturpolitik. Lav en bymiljøpolitik i stedet for. Til det formål må I bede arkitekterne genopfinde en mere menneskevenlig, klassisk og traditionel byggestil og byplanlægning. Og lav bevarende lokalplaner for de ældre kvarterer. Det er ikke nostalgi. Det er nytænkning efter 100 års dødvande.
Jep Loft
Formand for Arkitekturoprøret.
Seneste kommentarer